MARS åbner op efter kritik om arbejdsforhold og arbejdsmiljø på skrotværft

- Vi har ikke været gode nok til at åbne op og fortælle folk omkring os, hvad det er, vi går og laver. Det vil vi ændre på, for vi har intet at skjule.

Sådan lyder det fra direktør hos MARS Europe, Kim Thygesen, i Frederikshavn.

Meldingen kommer, efter skrotværftet den seneste tid er kommet i modvind blandt andet i forbindelse med, at fagforeningen 3F stiller sig kritisk overfor såvel arbejdsmiljøet som arbejdsmetoderne, som værftet på havnen i Frederikshavn benytter sig af.

Det er fem år, siden MARS Europe etablerede sig på havnen, og afdelingen i Frederikshavn er en del af verdens største virksomhed inden for ophugning og genanvendelse af skibe og olieboreplatforme. 

quote Det, billederne viser, er skærebrænding. Det kan ikke undgås, at der kommer røg og flammer, og jeg kan godt se, at det ser voldsomt ud, men vi brænder ikke noget af

Kim Thygesen, direktør, MARS Europe

Fagforening slog alarm - direktør forklarer

I sidste uge slog fagforeningen alarm efter at have set billeder fra virksomheden, hvor det kan se ud som om, en del skrotaffald bliver brændt af og efterlader giftig røg fyldt med kemikalier. 

Røgen spredte sig på grund af vind fra øst ind over Frederikshavn by. Fagforeningens formand var rystet over, at han på billederne ikke kunne se, at ansatte bar sikkerhedsudstyr, ud over hjelme.

- Det ryster mig, at det kan foregå. Vi troede netop med MARS, at vi ikke skulle have den ildebrand. Det minder utroligt meget om det, vi har set fra Asien, og som vi gerne vil undgå, lød det fra Finn Jenne, formand for 3F i Frederikshavn.

TV2 Nord har forelagt billederne for Kim Thygesen.

Han erkender, at det kan se voldsomt ud, men han konstaterer, at der er tale om almindelige skærebrænding.

- Det, billederne viser, er skærebrænding. Det kan ikke undgås, at der kommer røg og flammer, og jeg kan godt se, at det ser voldsomt ud, men vi brænder ikke noget af, siger Kim Thygesen, der tager afstand fra, at forholdene skulle minde om det, der kan opleves i Asien. 

- Folk her er uddannet til at tage sig af affaldet, de har alle det fornødne sikkerhedsudstyr på, der er hjælp fra kraner, som sørger for, at man kan håndtere det bedst muligt, og så har vi ingeniører til på forhånd at beregne på, hvordan vi bedst muligt går til alle opgaver på, forklarer han. 

Krav om sikkerhed fra kunder

Direktøren understreger, at der er krav fra mange af de udenlandske kunder til MARS om at have et særligt fokus på sikkerheden.

- Derfor kunne vi ganske enkelt ikke operere i dette marked, hvis ikke vi har styr på de ting, fordi vi bliver tjekket konstant af både myndigheder og eksterne kontrollanter, som kommer på vegne af vores kunder, som typisk er globale olieskaber, hvor man kræver, at alle procedurer og arbejdsgange minutiøst bliver gennemgået, forklarer Kim Thygesen.

Selv om han ikke har specifikt kendskab til, hvad røgen fra de forskellige skærebrændere indeholder, så føler han sig tryg ved at gå rundt i området.

- Det gør jeg, for jeg ved, at der ikke er noget, der ligger over grænseværdierne for, hvad der er tilladt, fastslår direktøren.

Det er arbejde med skærebrændere, der afgiver røg, det undgår man, når skrot i stedet bliver klippet op i småstykker med en af virksomhedens tre klippere. 

- Alt, hvad der kan klippes, bliver klippet, lyder det fra Kim Thygesen i erkendelse af, at man gerne minimere brugen af skærebrændere så meget som muligt, hvorfor virksomheden i 2023 også indkøbte to af de tre klippere.

Tilsyn fra kommunen

MARS Europe råder over hele 300.000 kvadratmeter på havnen i Frederikshavn, og her arbejder omkring 200 - fordelt mellem faste folk fra MARS og fra underleverandører.

Det er Frederikshavn Kommune, der fører tilsyn med skrotværftet, og om værftet overholder miljøloven og den miljøtilladelse, virksomheden har. Og kommunens tilsyn har ikke kunnet sætte en finger på arbejdet i forbindelse med såvel planlagte som uvarslede tilsyn.

Ophugningsværftet er arbejdsmiljøcertificeret af et privat firma. Det vil sige, at MARS betaler sig fra, at et eksternt firma holder øje med arbejdsmiljøet.

Arbejdstilsynet og kommunens miljøtilsyn er ifølge direktøren dog altid velkomne.

- Jo flere gange de kommer, jo flere gange kan jeg vise, at vi gør det rigtige, og vi har dialogen om, hvad der foregår her, siger Kim Thygesen.

Åbner op og mødes med 3F

Direktøren oplyser, at man nu i højere grad end hidtil også vil åbne op for offentligheden og fortælle og vise det arbejde, der foregår på havnen i Frederikshavn.

- Det påvirker os alle sammen - også mig - når vi rundt om i byen hører, at det vist ikke er helt i orden det, vi går og laver, når vi udmærket ved, at vi gør det på en god måde, siger Kim Thygesen.

I første omgang mødes han og formanden for 3F, Finn Jenne, onsdag for at drøfte fagforeningens bekymring omkring arbejdsforholdene på stedet.


Seneste nyt

fra Nordjylland