Særpræget fund på stranden i Skagen: Jørn spottede flaskepost fra Skotland

Det skulle vise sig ikke at blive en helt almindelig gåtur ved stranden i Skagen, da Jørn Krogh på en ferietur til toppen af Danmark gik en tur for sig selv. Turen gik fra Gl. Skagen og sydpå onsdag. Efter omkring fire kilometer får han nemlig øje på noget helt særligt. 

- Jeg ser, der ligger noget, der er kraftigt rødt, og så skulle jeg da lige se, hvad det var for en tingest, fortæller Jørn Krogh fra sit hjem i Asferg ved Purhus.

Det viser sig at være et lille rødt plastikskib, der er skyllet i land. På skibet er der klistret en seddel, der er lamineret.

- I første omgang troede jeg, det var sådan en geocaching-ting, men så kunne jeg jo læse på sedlen, at det var en flaskepost, siger Jørn Krogh, som er imponeret over, at sedlen stadig sad fast på styrhuset af det lille røde skib, da han bliver klar over, at skibet som flaskepost har været på noget af en tur.

Sådan så den lille røde flaskepost ud, da Jørn Krogh fandt den på stranden i Skagen. Privatfoto
Sådan så den lille røde flaskepost ud, da Jørn Krogh fandt den på stranden i Skagen. Privatfoto

For legetøjsskibet viste sig at være en flaskepost afsendt fra Petershead i Skotland for godt fire måneder siden. Og sendt afsted af en 15-årig dreng.

På sedlen står drengens navn, Michael, og en mailadresse, som den unge skotte opfordrer den, der måtte finde flaskeposten til at sende en mail til.

Og det er lige nøjagtigt det, Jørn Krogh gjorde.

- Det gjorde jeg faktisk allerede på stranden i Skagen, og bare et par timer senere fik jeg en mail retur fra Michael, hvori han skriver "Wow!!! That's so cool" - og at han er taknemmelig over, at jeg har fundet den og skriver tilbage. Han ved faktisk godt, hvor Skagen er, da det er noget med, at hans far og onkel har med fiskeri at gøre. Og der er åbenbart en afdeling af Skagen-virksomheden Launis i Skotland netop i den by, de bor i . Så det er meget sjovt, fortæller Jørn Krogh.

Billedet her er Michael fra Skotland - den 15-årige dreng, der for fire måneder siden søsatte det lille røde plastikskib. En flaskepost, der for få dage siden blev fundet på stranden i Skagen. Privatfoto
Billedet her er Michael fra Skotland - den 15-årige dreng, der for fire måneder siden søsatte det lille røde plastikskib. En flaskepost, der for få dage siden blev fundet på stranden i Skagen. Privatfoto

Lige nu er flaskeposten hjemme hos Jørn Krogh, og han er netop i gang med at vaske skibet af og gøre det klar til, at det igen kan komme i vandet.

For som Michael fra Skotland skriver til Jørn Krogh i en mail, så vil han rigtigt gerne, hvis det kan lade sig gøre, at skibet kommer til havs igen, så det kan fortsætte sin rejse som flaskepost.

Det kræver bare lige en make-over, for skibet har taget skade af  den fire måneder lange tur fra Petershead i Skotland til Skagen.

Sådan så den lille røde flaskepost ud, da Jørn Krogh fandt den på stranden i Skagen. Privatfoto
Sådan så den lille røde flaskepost ud, da Jørn Krogh fandt den på stranden i Skagen. Privatfoto

- Jeg er i gang med at kigge på, hvad der skal til. Jeg skal i hvert fald have lavet et nyt skilt til den, et skilt eller en seddel, der er fuldstændig vandsikker. Jeg kunne næsten ikke læse hele beskeden, da jeg fandt den,  fordi den var tæt på opløst, fortæller Jørn Krogh.

Og på den nye seddel vil han skrive, at han har fundet den i Skagen onsdag den 16. september - og måske skriver han også sin mailadresse på.

- Michael har godt nok lovet at holde mig opdateret og give besked, når den forhåbentlig bliver fundet igen, siger han.

 
 

Jørn Krogh er fast besluttet på, at den særlige flaskepost skal ud og sejle igen, og det skal ske fra den nordjyske østkyst. Om han lige kommer helt til Skagen for at søsætte den lille plastikskib igen, er han ikke helt klar over.

- Jeg kører lastbil, og jeg kommer tit til Frederikshavn på mine ture, så måske er det derfra, jeg sætter den i vandet igen, nu må vi se, fortæller Jørn Krogh.

Hvad er en flaskepost ?

En flaskepost er en form for kommunikation, hvorved et budskab er forseglet i en container (arketypisk en glasflaske, men kunne være hvilket som helst medie, så længe det flyder og er vandtæt) og sendes ud i havet.

Sådanne beskeder er ikke beregnet til en bestemt person, men at ende, hvor strømningerne bærer dem.

På grund af deres enkelhed er de ofte associeret til mennesker strandet på en øde ø, der forsøger at blive reddet. Men mange mennesker frigive sådanne beskeder til fornøjelse, at se, hvor langt deres budskab kan rejse og at få nye venner.

De bruges også til videnskabelige undersøgelser af havstrømme. 

Ifølge DR har en australsk familie har fundet verdens ældste flaskepost, der i 1886 var med i et tysk videnskabeligt forsøg. Den var da 132 år gammel, da den blev fundet. 

Kilde: Wikipedia

 


Seneste nyt

fra Nordjylland