Se billederne: Vildt fund kom frem under forsyningsarbejde

Det er dog ikke helt unormalt.

Det var et noget anderledes syn, man mødte i forbindelse med noget udgravning til fjernvarme i Elling nord for Frederikshavn. 

Her blev der nemlig fundet et danekræ. Eller rettere sagt fire. 

Under arbejdet kom der hele fire store ryghvirvler fra en hval til syne. 

- De er fundet i et sandlag aflejret i Littorinahavet, og jeg tror umiddelbart, at de er omkring 7000-8000 år gamle, forklarer overinspektør og leder af arkæologerne ved Vendsyssel Historiske Museum, Michael Vinther.

Og selvom synet kan virke spektakulært, er det måske ikke helt tilfældet. 

- Det er ikke unormalt. 

- Vi har en del hvalknogler i vores samling, og de dukker frem med års mellemrum i forbindelse med vejarbejde og dræningsarbejde, fordi hele Vendsyssel har hævet sig med mange meter siden istiden, så det er egentlig gammel havbund, der kommer op. 

- Der ligger simpelthen rester af strandet hvaler rundt omkring, og mange af dem er noget ældre, måske 15.000 år gamle, forklarer Michael Vinther. 

Hvad så nu? 

Michael Vinther har taget de fire danekræ med sig og er påbegyndt den videre proces. 

- Vi informerer Zoologisk Museum i København, som kan hjælpe at få lavet en artsbestemmelse af, hvilken hvalart det er, forklarer han.

Om de bliver på Zoologisk Museum vides endnu ikke. 

Vendsyssel Historiske Museum er også selv interesserede. 

Men hvis man drømmer om at se de fire ryghvirvler, er det ikke sikkert, at det bliver muligt. 

- De bliver ikke udstillet ved os foreløbigt, men de kan måske indgå i vores nye oldtidsudstilling, som gerne skulle komme op stå indenfor et par år, påpeger Michael Vinther. 

Med fundet af de fire ryghvirvler kunne man også sagtens mistænke, at der ville ligge mere fra hvalen, der hvor de blev fundet. Men:

- Vi vil ikke begynde at grave yderligere, for den er formentlig strandet, og så er knoglerne blevet skubbet rundt af havstrøm, sådan at de nok ligger spredt over et større område, og der var ikke spor af flere knogler i forbindelse med det fjernvarmearbejde, afslutter Michael Vinther. 



Seneste nyt

fra Nordjylland