Byrådet siger ja: Bilka kommer til Hjørring

Det er netop blevet besluttet på et byrådsmøde, at der gives grønt lys til en Bilka i Hjørring.

Det ser ud til, at Hjørring om inden længe har de tre B'er. Bilka, Bauhaus og Biltema. 

Og det er noget, der glæder borgmester i Hjørring Kommune, Søren Smalbro (V). 

- Jeg synes, det er en dejlig ting. Det har jo stort set været til debat, om vi skulle have Bilka eller ej, siden A-Z kom til byen for cirka 30 år siden. Det har været oppe at vende fra tid til anden siden da. Nu kan det lade sig gøre, og jeg glæder mig, siger en godt tilfreds borgmester. 

Omsætningen i et nyt Bilka Food ved siden af A-Z varehuset vurderes at blive på 130 millioner kroner om året, og omkring 80 procent af omsætningen vil blive hentet i Hjørring Kommune.

Der er givet lov til et varehus på omtrent 3.000 kvadratmeter. 

Projektet er på sikker grund 

TV2 Nord har de seneste måneder skrevet om processen op til byrådets endelige beslutning onsdag aften. En af de parter, der er imod Bilkas indtog i Hjørring, er organisationen De Samvirkende Købmænd. 

Direktøren John Wagner har flere gange sagt til TV2 Nord, at organisaqtionen vil gå til planklagenævnet - og tage sagen i retten om nødvendigt - hvis kommunen giver lov til, at fødevaregiganten kan komme til byen. 

Det tager borgmester Søren Smalbro med en ophøjet ro denne aften. 

- Det er de i deres gode ret til. Så må vi se, om de gør det eller ej. Jeg føler, at vi med arbejdet forud for aftenens beslutning er på sikker grund. 

Borgmesteren fortæller desuden, at der er kommet mange positive høringssvar. Normalt modtager byrådet høringssvar fra folk, der er imod en sag. Men denne gang har de fleste høringssvar været positive. 

- Det vidner om, at mange borgere ser frem til at få et Bilka-skilt på gavlen i vores by, siger Søren Smalbro (V). 

TV2 Nord har talt med en af modstanderne mod en Bilka i Hjørring, Anette Bæk, som er byrådsmedlem og suppleant for Jørgen Bang. Se hele interviewet her:  


Seneste nyt

fra Nordjylland