Droppede firma og lederjob for at udleve drømmen - nu leverer par til Michelin restaurant

Susanne Mikkelsen kalder det livsnyderi at bytte lederjobbet ud med at arbejde 24/7 i sine egne vinmarker.

- Vi kan ikke få armene ned. Vi er dybt taknemmelige. Vi er blown away. Vi havde slet, slet ikke set det komme, konstaterer Susanne Mikkelsen.

Hun er ejer og vinavler hos Saxtrup Vingård lidt uden for Bjergby. Og hun leverer nu mousserende vin til blandt andet Michelin restauranten TRI i Agger.

Nøglen bag vingårdens succes kan ifølge Kit Sørensen, der er kommerciel direktør for Forlaget GROBLAA i Aalborg, beskrives kort. 

- Det er imponerende, men jeg tror også, det har noget at gøre med, at de er så dedikerede, så passionerede omkring det her projekt, påpeger hun.

Forlaget står bag en landsdækkende vinguide, hvor den nordjyske vingård er med.

Kæler for vinen 

På Saxtrup Vingård kæler man nemlig ekstra for vinstokkene. 

- Det tager lidt lang tid, når der er 13.000 planter, konstaterer Susanne Mikkelsen, der er vinavler. 

På vingården har de fat i hver enkelt af stokkene 12 til 13 gange om året, og alt er med håndkraft. Derfor tager de årligt cirka 169.000 squats.

- Så vi har baller af stål sidst på sæsonen, griner Susanne Mikkelsen. 

Det hårde slid belønner sig dog. Saxtrup Vingård plantede de første af 13.000 stokke tilbage i 2019. Første høst var klar i 2020, og nu leverer gården som sagt allerede deres vin til en Michelin-restaurant.  

Se hele indslaget herunder: 

Vingård ved Bjewrgby leverer til Michelinrestaurant efter kun få års produktion.

Vingårde eksploderer i Nordjylland 

Og det er ikke kun Susanne Mikkelsen, der i Nordjylland har besluttet sig for at lave vin. I den nye landsdækkende vinguide, viser en optælling, at antallet af vingårde i Nordjylland er steget fra syv til 12 på bare tre år.

For i takt med at det danske klima er blevet varmere, er pludselig mulighed for en ny type afgrøde i Danmark.

- Bare få grader har meget stor betydning, når man dyrker vin, så det har helt klart noget med klimaet at gøre. Men de er også blevet meget dygtigere til at producere vin, forklarer Kit Sørensen.

Parret bag Saxtrup Vingård droppede både firma og lederjob for at udleve vindrømmen.

- Vi troede jo, vi skulle arbejde mindre, men det gør vi ikke, Nu arbejder vi 24/7 lørdag og søndag, og helligdage og så videre. Men der er bare en forskel, når man arbejder for sit eget og kan gå op og tage en pause, og derefter gå ned og fortsætte i marken. Det her er meditation, konstaterer Susanne Mikkelsen og fortsætter:

- Det er livsnyderi med hårdt arbejde.

Men kan I tjene nok til dagen og vejen ?

- Ikke endnu, men det kommer vi til, afslutter Susanne Mikkelsen. 


Seneste nyt

fra Nordjylland