Mulig svindel i Hjørring: Forsvarsminister vil til bunds i sagen

Eksterne advokater og revisorer skal undersøge Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse i forlængelse af sag om mulig svindel.

Forsvarsminister Trine Bramsen fra Socialdemokratiet vil til bunds i sagen om mulig svindel i Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse, hvor skatteborgernes penge kan være havnet i de forkerte lommer.

Derfor sætter hun nu gang i et eksternt forløb, hvor advokater og revisorer skal kigge på sagen.

Det skriver Forsvarsministeriet på sin hjemmeside.

En ekstern advokatundersøgelse skal vise, om der er grundlag for at placere et ansvar i Ejendomsstyrelsen og Forsvarsministeriets Departement, mens en ekstern revisionsundersøgelse skal pege på, hvordan man kan forbedre kontrollen fremover.

I december sendte forsvarsministeren et rejsehold til Hjørring for at kortlægge og stoppe huller i styrelsens system.

De eksterne undersøgelser er første fase, og hvis der er brug for det, kan der blive foretaget flere undersøgelser.

Sagen om svindel i Forsvarets Ejendomsstyrelse kom frem i december 2019, og blandt andet er fem mænd tiltalt for svindel for op mod 1,8 millioner kroner.

Retssagen mod de fem mænd er planlagt til at begynde 10. september.

Indslag fra 6. december 2019: Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse i Hjørring er i øjeblikket omdrejningspunkt i en omfattende svindelsag. Ansatte har over en længere periode haft mulighed for at svindle for millioner af skattekroner.

Seneste nyt

fra Nordjylland