Politimand jagtede vanvidsbilist og endte i mindre uheld - nu skal han for retten

Bøden for overtrædelse af udrykningsbekendtgørelsen lyder på 1000 kroner.

Mandag begyndte en sag vedrørende en politimand fra Nordjyllands Politi ved retten i Hjørring. 

Statsadvokaten har på vegne af DUP valgt at rejse en sag mod en politiassistent, fordi en eftersættelse endte i et mindre trafikuheld tilbage 31. oktober 2022.

Den tiltalte politiassistent er tiltalt for overtrædelsen af udrykningsbekendtgørelsen. Bøden for overtrædelse af udrykningsbekendtgørelsen lyder på 1000 kroner.

Kørte efter uden udrykningslys 

Politiassistenten, som kørte i en civil politibil, var ude til en anden politisag i Brønderslev, da han bemærker en motorcyklist i et lyskryds, der accelererer voldsomt op.

Politiassistenten vælger at sætte efter motorcyklen med standsning for øje. Han vælger ikke at sætte udrykningslys og horn på, ud fra den betragtning, at han håber på, at motorcyklisten stopper af sig selv eller kører hjem til egen bopæl, for ikke at eskalere en situation.

Motorcyklisten fortsætter sin hasarderede kørsel gennem byen. En bil i modsatte køreretning måtte smide bilen op på fortovet for at undgå en kollision med motorcyklen.

Politiassistenten holder sig her bag andre køretøjer for at undgå farlige situationer.

Selve eftersættelsen foregår over et stræk på 2,5 kilometer i Brønderslev by.

FOROMTALE AF RETSSAG

Denne artikel er en foromtale af en retssag. Det betyder, at artiklen er skrevet ud fra retssagens anklageskrift.

Den tiltalte, der er nævnt i artiklen, er ikke dømt. Hvis man er tiltalt i en retssag, så har anklagemyndigheden vurderet den sag, politiet har arbejdet på og besluttet at rejse tiltale i retten.

Her vil den tiltalte samt eventuelle vidner blive indkaldt og afgive forklaring, hvorefter sagen vil blive afgjort.

Ender i uheld 

På et tidspunkt ender motorcyklen på et græsareal for enden af en lukket vej, her vælger betjenten at sætte udrykningslysene til, da han nu er sikker på, at motorcyklisten har opdaget, at det er en civil politibil, der følger ham.

Motorcyklisten prøver derfor at stikke af fra politiet, og efter en kort kørsel med politiet efter sig, ender det med at motorcyklen vælter og politibilen snitter den. Selve uheldet er ikke alvorligt.

Motorcyklisten viste sig ikke at have førerret og være besiddelse af heroin og et snifferør. Derfor blev han siget efter lov om euforiserende stoffer.

Der falder dom i sagen 13. maj.


Seneste nyt

fra Nordjylland