Usædvanlig handel over nettet: Hanne og Per overtog sommerhus via FaceTime

De lukkede grænser får sommerhuskøbere til at søge nye veje, og i dag har et par fra Oslo overtaget sommerhus i Nordjylland via FaceTime.

Hanne Feydt von Benzon og Per Vestby fra Oslo har altid drømt om at få sig et sommerhus i Nordjylland.

Det norske par har derfor flere gange besøgt egnen omkring Lønstrup, inden de for en måneds tid siden fandt det helt rigtige hus.

Parret slog til, skrev under og 1. april skulle de så have overdraget huset. I mellemtiden lukkede både Danmark og Norge imidlertid grænserne. Derfor måtte aflæsning af målere, kontrol af installationer og gennemgang af huset foregå virtuelt via FaceTime.

- Det er en meget special oplevelse at sidde her i Oslo og se vores drømmehus igen på en Ipad, siger Hanne og Per, via videoforbindelsen fra Norge og de bakkes op af ejendomsmægler Jesper Foget fra EDC i Lønstrup.

- Jeg har været ejendomsmægler i 19 år og jeg har aldrig oplevet en nøgleoverdragelse som den her. Normalt er både køber og sælger til stede. Her vælger sælger at blive hjemme på grund af coronasituationen og køberne sidder i Norge og kan ikke hverken komme ind eller ud af landet. Det er højst usædvanligt.

Ejendomsmægler tog særlig metode i brug, da norske kunder skulle have overdraget det sommerhus, de havde købt i Lønstrup.\n

'En spændende udfordring'

Overdragelsesforretningen forløber ganske smertefrit. Vandmåler og elmåler aflæses af ejendomsmægleren, mens husets nye ejere følger med på deres skærm hjemme i stuen i Oslo 280 kilometer mod nord.

Parret kan også ved selvsyn se, at både komfur og køleskab virker og ejendomsmægleren gennemgår, hvor man lukker for vandet og tænder for strømmen.
Alt sammen via video på sin mobiltelefon.

- I min branche er vi store fortalere for den nære personlige kontakt. Vi foretrækker at arbejde face to face og give hånd og den slags, men situationen gør jo, at vi må tage den nye teknologi til hjælp. Det er en spændende udfordring, forklarer Jesper Foget.

Også de nye norske sommerhusejere synes situationen er speciel, men er glade for, at de trods alt kan være til stede, om end det foregår virtuelt.

- Vi har jo set sommerhuset et par gange før alt det her skete, så det er dejligt at se huset igen. Nu håber vi bare, at det snart bliver muligt for os at komme ned og nyde Nordjylland. Indtil da vil vores datter, der bor i Aalborg, benytte sig af det, forklarer Hanne Feydt von Benzon og Per Vestby inden de skåler i champagne hjemme i privaten i Oslo.


Seneste nyt

fra Nordjylland