Forældre raser efter overfald på otteårige drenge: - Det er ragnarok!

De otteårige drenge Laurits og Benjamin er blevet overfaldet og passet op af tre drenge - to af dem på cykler og den sidste på knallert.

Har du et godt tip?

Hvis du har kendskab til lignende sager, som du gerne vil dele med os, klik herunder eller send en mail til redaktion@tv2nord.dk

Tip os


Som forælder er ens vigtigste ønske ofte, at ens børn føler sig trygge. Især når de små bevæger sig alene til og fra skole.

Det er bare ikke oplevelsen for et par forældre i Aabybro. 

- Man kan ikke være her. Det er et ragnarok. 

Sådan lyder det fra Maria Dolmer om at være beboer i Aabybro. Hun har tre børn, der alle har været udsat for ubehagelige episoder i byen. 

I sommer måtte hun politianmelde to drenge, der havde smidt bremserens og en lighter i hovedet på hendes ældste søn. 

I starten af april var det så hendes yngste søn på bare otte år, der var udsat for en episode, der har sat sig i både sønnen og moderen. 

Skulle bare hjem fra skole

Hendes søn Laurits havde torsdag 4. april fri fra Aabybro Skole 14.00, og han skulle ligesom alle andre dage cykle hjem. 

Det gjorde han sammen med ligeledes otteårige ven Benjamin. 

På et tidspunkt er der et stisystem ved Banestien, hvor Benjamin kører den ene vej, og Laurits tager den anden vej, og så ville de mødes for enden af vejen. 

Benjamin når op for enden, men det gør Laurits ikke med det samme. 

- Han kommer rundt om hjørnet, og så står der tre drenge og spærrer vejen for ham, indleder Maria Dolmer. 

- Så går de hen imod ham og skubber ham ned af cyklen, så han vælter og får cyklen ned over sig. De griner af ham, imens han bliver liggende, til de går. 

quote Det er min kammerat, og jeg skulle have været der

Otteårige Benjamin

Det var drenge, der beskrives som fra 8. eller 9. klasse - ret meget større i forhold til Laurits på otte år. 

Imens Laurits ligger på jorden, får de også sagt nogle ting til ham, som ''du kan vist ikke stå på dine egne ben''. 

- Forhjulet var bøjet, håndbremserne sad forkert, og han kunne ikke cykle videre. Også fordi han var forslået, havde nogle skrammer på benet, og var helt mudderet til på siden, fortæller Maria Dolmer.

To uger senere sker noget lignende for Benjamin 

Laurits' ven Benjamin var i mellemtiden cyklet hjem, og han undrede sig da over, hvorfor Laurits ikke var kommet op for enden af stisystemet.

Grunden fik han dog senere, da Maria Dolmer ringede til Benjamins mor. Og det ramte den otteårige dreng, hvad hans ven var blevet udsat for. 

- Benjamin var egentlig okay, da jeg snakkede med ham om det, men efter jeg havde puttet ham, kom han ind en halv time senere og tudbrølede, lyder det fra Randi Jørgensen, der er mor til Benjamin. 

- Det var længe, jeg skulle trøste ham. ''Det er min kammerat, og jeg skulle have været der'', sagde han til mig. 

Efter denne episode har de to drenge ifølge deres mødre været utrolig stærke og ikke ladet sig kue, men det har alligevel ført til, at Benjamin hver dag ''henter'' Laurits om morgenen, inden de sammen cykler i skole. 

Men en dag cyklede Benjamin alene, og der ville skæbnen, at han blev udsat for noget lignende. 

- Der kom nogle drenge, der kører ham af vejen, så han er nødt til at køre ud på græsset. Han vælter ikke, men de kører ham af vejen, og man tænker bare: Det' fandeme ikke er i orden, raser Randi Jørgensen. 

Situationerne har nu fået Randi Jørgensen og hendes mand til at kontakte politiet, der overfor TV2 Nord bekræfter at forældrene har kontaktet dem:

- Vi har været i dialog med pågældende om, og i den forbindelse har vi vejledt. Desuden har politiet som en del af håndteringen været i dialog med forældrene til den berørte dreng, og de har ikke på det foreliggende ønsket sagen behandlet af politiet, skriver de til TV2 Nord.

Gider ikke Aabybro mere

Maria Dolmer har nu fået nok. Hun har fået nok af Aabybro. 

- Det må være enden på Aabybro-eventyret. Det er bare for meget. 

- Det er utrygt og træls. Der går nærmest ikke en dag, hvor en cykel ikke er blevet stjålet, en postkasse er sprængt i luften, eller et toilet på banegården er blevet ødelagt, fortæller hun dybt forarget. 

- Det er lidt spændende hver dag, hvad der sker, slutter Maria Dolmer om hverdagen i Aabybro. 


Seneste nyt

fra Nordjylland