Nu er det besluttet: Butiksfacade forbliver blå

Det blev torsdag afgjort ved en afstemning på Mariagerfjord Kommunes byrådsmøde, hvor et flertal stemte for at godkende farven på den meget omdiskuterede husfacade.

Ejeren af butikken Fingerbøl i Hadsund kan nu ånde lettet op, efter det torsdag blev vedtaget, at han slipper for at skulle have malerrullen frem – igen, igen.

En afstemning i byrådet, hvor 16 stemte for at bevare farven, og 12 stemte imod, afgjorde det, og nu er sidste penselstrøg i sagen blevet sat.

- Det er dejligt. Det har trukket ud for længe, og det tror jeg, at alle, der har været involveret i sagen, de synes. Men jeg er glad for, at det har fået det udfald, det nu har, siger Lars Walmar, som ejer den meget omdiskuterede butik i Hadsund.

Et spørgsmål om fortolkning

Tilbage i 2018 var en genbo utilfreds med bygningens daværende grønne farve. Det førte til, at Lars Walmar fik et påbud fra Mariagerfjord Kommune om, at husets farve skulle ændres. Den grønne farve var ikke godkendt i lokalplanen, og derfor måtte han til penslerne igen.

For at undgå at skulle male en tredje gang sikrede han sig denne gang, at farven han valgte, var godkendt i lokalplanen. Men det skulle vise sig at blive et spørgsmål om fortolkning.

- Gamle lokalplaner kan godt være lidt uklare i formuleringerne, men jeg mener at den her, den er rimelig klar. Der står i den her lokalplan, at facaderne ikke må være malet i kraftige og rene farver, siger Jørgen Hammer Sørensen (DF), som er formand for Udvalget for Teknik og Miljø i Mariagerfjord Kommune.

Farven ’Ultramarin’, der er malet med, er en godkendt farve ifølge lokalplanen. Men lokalplanen siger på samme tid, at der ikke må males med kraftige og klare farver.

Men diskussionen om farven kan slutte her, for denne gang vandt butiksejeren altså kampen mod forvaltningen, da byrådet vedtog, at farven får lov at bestå, og det er en lettelse for butiksejeren.

- Jeg synes jo i bund og grund, ligesom de fleste andre her i byen, at den grønne farve, vi havde før, var bedre. Men den her er nu også meget pæn, og jeg er glad for, at alle parter nu kan bruge deres tid på noget mere fornuftigt, siger Lars Walmar.

Men Jørgen Hammer Sørensen (DF) mener, at det er forkert, at byrådet er gået ind i sagen.

- Det er jo en farce, at et byråd skal til at politisk vedtage, om en farve kan godkendes eller ikke godkendes i forhold til en lokalplan. Det er ikke noget, vi har kompetencer til, siger Jørgen Hammer Sørensen (DF).

Et af de byrådsmedlemmer i Mariagerfjord Kommune, der stemte for, at farven blå kunne bestå, er Svend Madsen (V). Han mener, at sagen er trukket for langt ud, og burde være afsluttet for længst.

- Jeg synes, at det er ualmindeligt dårligt formandskab, der er udvist her, og det er nok heller ikke ligefrem en stjernestund sådan forvaltningsmæssigt. Jeg synes, at han følger vores lokalplan fuldt ud, så jeg kan slet ikke forstå, hvordan man kom helt derud. Og derfor synes jeg, at det er glædeligt, at det er afsluttet nu, siger han.


Seneste nyt

fra Nordjylland