Se jubelbillederne: Hadsund-dreng vandt guld ved para-OL

Den nordjyske bordtennisspiller Peter Rosenmeier leverede et fantastisk comeback i finalen ved para-OL og tog guldet.

Bordtennisspilleren Peter Rosenmeier med de nordjyske rødder sørgede sent søndag aften for en dansk guldmedalje ved de paralympiske lege i Rio.

Hans modstander, Alvaro Valera Munoz Vargas, kom ellers bedst fra start i kampen, men han måtte til sidst erkende, at danskeren var bedst i de afgørende dueller, og Rosenmeier tog sejren med cifrene 5-11, 12-10, 6-11, 11-9 og 11-6.

Første sæt bar præg af mange fejl fra Rosenmeiers side, men i andet sæt fik han bedre styr på sit spil, før han måtte se sig slået igen i tredje sæt. Bagud i sæt var danskeren presset til at hæve niveauet, og det lykkedes i fjerde sæt, som han brugte tre sætbolde på at sikre sig.

Dermed måtte Rosenmeier og Valera ud i femte og afgørende sæt - og her viste danskeren den største sejrsvilje. Han sikrede sig sejren og en imponerende guldmedalje på sin første matchbold.

Medaljen er den første til den danske delegation ved disse paralympiske lege.

Peter Rosenmeier har nu to dages pause, inden han sammen med makkeren Michal Spicker Jensen tager fat på holdturneringen.


Seneste nyt

fra Nordjylland