Flere borgerværn skyder op i ThyMors – Politiet advarer

Utrygheden er blevet så stor i ThyMors, at borgerne har taget sagen i egen hånd. Det kan være farligt, siger politiet.

Følelsen af utryghed og mistillid til politiet er vokset så meget hos en del af den danske befolkning, at de er fundet sammen i såkaldte borgerværn, skriver limfjordupdate.dk.

TV2 har talt med flere af værnene, og medlemmerne giver udtryk for, at politikerne har svigtet deres opgave med at sikre trygheden herhjemme, ligesom de tvivler på, at politiet kommer, når der er brug for dem. Derfor tager de sagen i egen hånd og laver deres egne vagtværn.

I både Nykøbing og Thisted er der oprettet vagtværn som en del af det landsdækkende værn Sons of Odin. På facebook har værnet over 1000 medlemmer, men da værnet stadig er under opstart, må det formodes, at der langt fra er så mange aktive medlemmer.

Dog er der på den lukkede facebookgruppe Sons of Odin Thisted registreret 42 medlemmer, som må formodes at være aktive i borgerværnet.

Også i Hurup er der et vagtværn, Vagtværn Hurup.

Timmy Thomas Lauridsen, der er en del af Sons of Odin, siger til tv2.dk:

– Jeg er blevet overfaldet flere gange. Både i Viborg og i Thisted. Og det er ikke ligefrem en rar følelse at skulle gå og kigge sig over skulderen og have den der kvalmende fornemmelse af, at der er en, der forfølger dig. Jeg går med en peberspray for at være sikker.

quote Piger er blevet befamlet, og drenge er slået ned, men politiet gør ingenting. Bliver du overfaldet, skal du jo bestille tid 10 dage i forvejen.

Sanne Lauridsen, medlem af Sons of Odin, Thisted.

– Den ene gang var jeg til festival i Thy og stod og talte med mine venner, da det pludselig slog klik for en fyr, som fór op og slog mig og tog kvælertag. Ingen af mine venner greb ind, og det, synes jeg, var uforskammet. Jeg vil rigtig, rigtig gerne hjælpe andre med ikke at opleve det samme. Jeg har oplevet rigtig mange gange, at politiet har alt for travlt, og når de så endelig kommer, så er gerningsmanden langt borte. Derfor er der brug for os.  Hvis vi ser noget på en patrulje, så griber vi ind. Jeg vil uden tvivl forsøge at foretage en civil anholdelse, hvis jeg mener, det er nødvendigt. Men vi prøver også at få nogen til at optage, så vi kan vise det til politiet, siger Timmy Thomas Lauridsen.

54-årige Sanne Lauridsen fra Thisted er også medlem af Sons of Odin. Hun har tidligere gået som Natteravn, men blev smidt ud med den – ifølge hende selv – fordi  hun havde lidt for skarpe meninger og holdninger:

– Piger er blevet befamlet, og drenge er slået ned, men politiet gør ingenting. Bliver du overfaldet, skal du jo bestille tid 10 dage i forvejen, siger hun til tv2.dk.

– Dér (hos Natteravnene, red.) må man ikke tage fat i nogen, hvis de laver ballade. Det må du her. Og det, tror jeg, får folk til at opføre sig ordentligt, siger hun.

Selvom tanken bag borgerværnene er at skabe mere lokal tryghed, så fraråder Politiet borgerværnene at patruljere og foretage civile anholdelser:

–  Personerne i borgerværnene bringer sig let i en situation, hvor det kan være farligt for dem selv – og hvor det i sidste ende kan resultere i, at de selv bliver gerningsmænd, fordi de overskrider deres beføjelser, siger Kim Kliver, politiinspektør i Sydsjælland og Lolland-Falsters Politi, til tv2.dk.

Han påpeger, at borgerværnene ikke har forudsætningerne for at foretage civile anholdelser og udføre partrulje. 

- De har ikke politiets uddannelse og erfaring, konkluderer han. 


Seneste nyt

fra Nordjylland