TV2 Nord

Lod sin kamphund angribe

19-årig blev sat i arresten, fordi han pudsede sin hund på to personer i Thisted.

Et optrin med en bidende hund i Thisted medførte onsdag, at hundens 19-årige ejer blev varetægtsfængslet af en dommer i Holstebro.
Sent tirsdag aften pudsede manden ifølge politiet sin amstaff, som er en hund med mange muskler, på to andre personer, hvoraf den ene blev bidt i det ene baglår. Det skete ganske uprovokeret, lyder det fra vagtchefen i Midt- og Vestjyllands Politi.
Derefter blev den 19-årige anholdt og sigtet for at have brugt hunden som redskab til vold af særlig farlig karakter. I grundlovsforhøret onsdag besluttede dommeren at fængsle manden til 23. januar. Hunden er anbragt på en pension.
/ritzau/

Har du et godt tip?

Aktuelle serier på Salto