TV2 Nord

Boligspekulanter tjener på krisen

Låsby-Svendsen og andre krejlere køber ifølge Nordjyske Stiftstidende billige ejendomme i Nordjylland som aldrig før.

Ingenting er så skidt, at det ikke er godt for noget. Den berygtede krejler Jens Peter "Låsby" Svendsen og hans ligesindede tjener godt på finanskrisen, som giver flere tvangsauktioner og lave huspriser.

- Vi spinder guld i øjeblikket. Det har aldrig været så nemt at købe huse som nu, fortæller Låsby-Svendsen til Nordjyske.

Det er dårligt nyt for kommunerne. Låsby-Svendsen er nemlig kendt for at leje sine boliger ud til socialt udsatte, der ofte lader ejendommen forfalde yderligere til skade for hele området. Jens Peter Svendsen ejer nu op mod et halvt hundrede boliger i Nordjylland. Lige før jul købte han fire billige boliger på tvangsauktion på Mors, uden at Morsø Kommune var til stede for at byde på husene.

- Vi byder ikke, for vi kan ikke følge hans bud, forklarer Morsø-borgmester Egon Pleidrup Poulsen (S) til avisen.

Heller ikke 7. januar, når Låsby-Svendsen sidder klar i retten i Thisted for at byde på 10 ejendomme, vil han få kommunal modstand. Men spørger man forskerne, har kommunerne ikke råd til at lade stå til, hvis de vil undgå en uheldig udvikling med fortabte nordjyske landsbyer, som de ressourcestærke familier forlader.

- Rod, skidt og skrammel er ikke ulovligt, men det er nødvendigt at gøre noget ved, hvis man vil undgå dødsspiralen, siger Jørgen Møller, der er landsbyforsker ved Aalborg Universitet.

Har du et godt tip?

Aktuelle serier på Salto

Flere nyheder fra TV2 Nord