TV2 Nord

Hobro: Sportsbars pokerturnering brød regler

Pitstop Sportsbar i Hobro er raget uklar med Danske Spil. I forretningen er der nemlig blevet spillet poker. Danske Spil mener, at sportsbaren dermed bryder sin forretningsaftale og loven.

<b>Poker</b>
Pokerspillet foregik i december 2008 i forretningen i Hobro. Ifølge indehaver, Tina Agger-Nielsen, var det et privat arrangement for ansatte, venner og andre indbudte.

- Det var et lukket arrangement, hvor der blev spillet poker, Texas Hold 'Em, pool, Wii og de inviterede fik natmad og morgenmad.

<b>Brud på regler</b>
Pokerspillet vækker ikke begejstring hos Danske Spil. Organisationen ejer Dansk Automatspil, som står bag Pitstop-konceptet. Mod en årlig afgift får franchisetagere mulighed for at drive en eller flere filialer af kæden.
Ifølge aftalen mellem Dansk Automatspil og PitStop-forhandlerne må der ikke afvikles pokerturneringer i forretningerne.

- Samtidig mener vi, at pokerturneringerne er et brud på loven om hasardspil, så vi har kontaktet indehaveren og gjort opmærksom på, at hun i gentagelsestilfælde vil blive opsagt som forhandler, fortæller informationschef hos Danske Spil, Thomas Rørsig.

- Jeg kender godt reglerne, og det vil ikke ske igen, siger Tina Agger-Nielsen.

<b>I retten</b>
Hasard er den slags spil, der handler mere om held end evner. Tidligere har retten slået fast, at poker hører til i den kategori. I 2007 fik Dansk Pokerforbund dog Byrettens ord for, at poker, navnlig spillet Texas Hold &#39;Em, ikke er hasard. Landsretten omstødte den kendelse, og nu er sagen gået til Højesteret.

- Der er så mange, der spiller, og de gør det jo i det skjulte. Jeg håber, at retten vil lovliggøre spillet, så man kan arrangere det under mere ordnede former. Det vil da være det bedste, siger Tina Agger-Nielsen.

Sagen er endnu ikke berammet i Højesteret, så det er uvidst, hvornår det afgøres, om pokerspillet er lovligt eller ej.

Har du et godt tip?

Aktuelle serier på Salto

Flere nyheder fra TV2 Nord