TV2 Nord

Sag om mulig politivold genoptages

Rigsadvokaten har nu besluttet, at det endnu engang skal undersøges, om to betjente skal tiltales for vold mod aalborgenseren Basem Malek.

Dermed underkender han Statsadvokaturens beslutning om ikke at tiltalte de to betjente for vold.

Rigsadvokaten begrunder det med, at der er kommet nye vidner frem siden den første undersøgelse.

Det skriver NORDJYSKE.

Sagen stammer tilbage fra den 28. oktober 2007, hvor Basem Malek ifølge alle vidner blev overfaldet af de to betjente på Pizzeria Natalie i Aalborg og slået og truet.

Det endte med, at det var Basem Malek, der blev tiltalt for vold mod betjentene, der privat var en tur i byen. Basem Malek blev i december sidste år frifundet, hvor byretten endda undrede sig over, at han overhovedet var kommet for retten.

Basem Maleks forsvarer Michael Juul Eriksen klagede til Rigsadvokaten over, at de to betjente ikke blev tiltalt, og han er tilfreds med, at betjentenes rolle nu skal undersøges igen.

- Rigsadvokaten har forkastet Statsadvokaturens beslutning, og sagt at det er en ommer. Hele deres fremgangsmåde har virket noget uhensigtsmæssig og jeg forventer at Statsadvokaten denne gang, når frem til at de to betjente skal tiltales, siger Michael Juul Eriksen.

Har du et godt tip?

Aktuelle serier på Salto