TV2 Nord

Roskildesyge forhindrer operationer

For tredje gang på kort tid er der konstateret Roskildesyge på et nordjysk sygehus. Denne gang på neurokirurgisk afdeling i Aalborg, hvor planlagte operationer er aflyst. Måske er smitten kommet fra Thisted

Først var det Farsø Sygehus. Så Thisted Sygehus. Og nu Aalborg Sygehus, der den seneste uge har været ramt af Roskildesyge med kraftige opkastninger og diarré. Sygdommen har ramt neurokirurgisk afdeling, der i en uge har haft alle planlagte operationer aflyst og har stoppet for indtag af patienter.
Ni patienter og op mod en snes ansatte har været eller er ramt af sygdommen, der er meget smittefarlig.
Administrerende overlæge Flemming Bang siger til TV2/Nord, at Roskildesygen måske er kommet til sygehuset med en patient, der blev overført fra Thisted Sygehus, der netop har været ramt af Roskildesyge.
Sygehuset håber på at weekenden vil bringe så megen ro omkring smittespredningen, at man på mandag igen kan modtage patienter og foretage planlagte operationer.

Har du et godt tip?

Aktuelle serier på Salto