TV2 Nord

Kaj Poulsen bisat - med røde faner

Socialdemokraternes tidligere formand, Svend Auken, holdt meget personlig tale til sin kampfælle i kirken

Tidligere folketingsmedlem Kaj Poulsen blev lørdag bisat fra Nørresundby Kirke. Udover familie og venner deltog en mængde repræsentanter fra det offentlige liv, fra fagforeningerne og fra det politiske liv i højtideligheden, hvor de røde faner modtog kisten, da den blev båret ud af kirken.
I kirken havde den tidligere S-formand, Svend Auken holdt tale, til Kaj Poulsen, der var en af Aukens mest trofaste støtter.

Her er Svend Aukens tale:

Store Kaj var en folkelig Tsunami da han som nyvalgt for Aalborg Østre kreds kom ind i folketinget i 1975. Han overvældede alle med sit brede smil, sin store fysik, sit Aalborgmål, sin smedecharme, sine faste meninger, sin store viden om arbejdsmarkedet og sin enorme livsappetit. Vi blev med det samme venner både politisk og menneskeligt. Kaj var indbegrebet af den demokratiske arbejderbevægelse. For ham var den faglige og politiske kamp to sider af samme sag. Og han kæmpede 18 timer i døgnet 300 dage om året. Selv når man drak en stille pilsner med Kaj, fortsatte agitationen på det udvalgte udskænkningssted. Han var altid i stødet. Kaj Poulsen var den fødte agitator.

Kaj Poulsen var veluddannet. Maskinarbejder fra Norden. Engang imellem så faglært at han glemte specialarbejdernes store indsats i produktionen. Da jeg var arbejdsminister, spurgte han mig engang om alle de penge til specialarbejderskolerne ikke var spildt? Det er den eneste gang jeg har skændtes med Kaj, og jeg vil til hans ros sige at han sled denne smedeham af. Kaj følte sig som tillidsmand for alle lønmodtagere. Han elskede at tage på HK skolen og lære dem noget om de faktiske forhold i jernindustrien. Han delte i det hele taget ud af sin store viden, og som I alle ved: Kajs hjælpsomhed var legendarisk.

Som alle varme mennesker kunne Kaj ikke udstå kolde eksistenser. Intet kunne få hans urin i kog som når en flok universitetsuddannede økonomer ville belære ham, tillidsmanden om arbejdsmarked, økonomi og beskæftigelse. Når han i alle årene i vores venskab kaldte mig for Lektor Auken så var det bestemt ikke kun venligt ment.

Kaj var selvskreven i Folketingets arbejdsmarkedsudvalg. De første to år han var der, var jeg formand. Derefter blev det Jens Risgaard. Kaj satte sit vigtige præg på udvalget både med sin indsigt og sin flid, men også med sin lyst til at diskutere og feste.

Jeg blev arbejdsminister i oktober 1977, og Kaj blev en af mine nærmeste støtter i det store reformarbejde på arbejdsmarkedet. Vores slogan var 'krisetid er reformtid'. Og sammen fik vi vedtaget efterlønnen (det største fremskridt i mange år), ferieret for de ledige (AF ferie), Lønmodtagernes Dyrtidsfond, mangedobling af midler til arbejdsmarkedsuddannelserne, 5 ferieuge, ungdomsindsats, lærepladsgaranti (skolepraktik), arbejdsmiljøloven og de store hovedbekendtgørelser om farlige stoffer, arbejdsstedets indretning og arbejdets udførelse. Det første totalforbud mod Asbest i verden var Kaj en af de stærke fødselshjælpere til. Hans indsats var stor, og var jeg blevet statsminister i 1990 (vi havde flere stemmer end Schlüter), havde Kaj Poulsen været en stærk kandidat til arbejdsminister. Kaj havde mod på det. Jeg husker hvordan han i et nydeligt mørkeblåt sæt tøj under en smedekongres dansede rundt om Anker og sagde 'se jeg har tøjet'. Kaj ville som arbejdsminister være blevet en fremragende fællestillidsmand for hele Danmark.

I kampen om fagbevægelsens politiske sjæl var Kaj altid en frontkæmper. Han respekterede kommunisterne, men han talte dem aldrig efter munden. På et tidspunkt var der mange 'fejlfarver' i ålborgensisk fagbevægelse, men Kaj tog diskussionerne. Man kan godt savne de ideologiske diskussioner og det politiske engagement i fagbevægelsen i dag. For Kaj som for mange af os andre er diskussionerne og engagementet selve de livgivende safter i arbejderbevægelsen.
Efter formandsstriden følte Kaj Poulsen sig udenfor, og at man ikke brugte hans kræfter rigtigt. Derfor var han ikke i tvivl om at tage hjem som FO/LO formand efter Frank Iversens tragiske død. Han overførte hele sin landspolitiske erfaring og indflydelse til den lokale kamp for bedre vilkår Aalborg. Kaj var indbegrebet af den ålborgensiske arbejderbevægelse. Han blev indvalgt i byrådet og blev gruppeformand og ordfører - en rolle der ofte indebærer rollen som indpisker, men i Kajs tilfælde blev det en plads hvor den røde fane altid vejrede frit. Alle andre kunne blive taktiske og pragmatiske, Kaj glemte aldrig hvor han kom fra og han ærede sine idealer til det sidste.

Stor er den indsats Kaj ydede sin by og dens arbejderbevægelse, og store er de resultater han skaffede hjem. Overalt i Aalborg er der sorg over den store søn der har forladt os. Når man har kræft er slutfasen ofte lang, fyldt med håb og skuffelse. Sådan også for Kaj, men han kæmpede til det sidste. Byrådsmødet inden jul havde Kaj Poulsen på sin plads.

Verden er blevet mindre uden store Kaj, og det store smil der altid varmede. Selv når han var rygende uenig med dig.

Kajs byfæller, kolleger, faglige og politiske kammerater, og navnlig os der fik det privilegium at blive Kaj Poulsens venner vil begræde hans død og mindes ham med ære.

Har du et godt tip?

Aktuelle serier på Salto

Flere nyheder fra TV2 Nord