TV2 Nord

Kvinder indtager gader og veje

Stadig flere veje får navne efter kvinder. Ligestillingsministeren håber på endnu flere kvindeveje, men ifølge landinspektør i Aalborg Kommune Lasse Olesen er der flest mandlige forbilleder at vælge imellem.

De største kommuner i landet opkalder stadig flere nye veje efter fremtrædende kvindeskikkelser.
Således har Århus Kommune netop valgt at lave et "hunkvarter", hvor et nyudviklede havneareal bærer vejnavne efter kvindelige lokalpolitikere i kommunen.

I Aalborg kan man finde veje opkaldt efter kvindelige nobelprismodtagere som forfatteren Sigrid Undset i
universitetsområdet
.
Men selv om tendensen peger mod flere kvindenavne, er der stadig flest mandlige forbilleder at vælge mellem, og det smitter af på navnestatistikken, erkender landinspektør Lasse Olesen i Aalborg Kommune.

- Der bliver stadig navngivet efter mænd i de fleste tilfælde. Afdøde, fremtrædende kvinder er stadig i underskud, og derfor skal vi lede lidt længere for at finde et godt og mundret navn end blandt mændene, siger Lasse Olesen.

Set fra ligestillingsministerens stol er det åbenlyst, at kvinder lige så vel kan lægge navn til gader som deres mandlige modstykker.

Derfor er opfordringen fra Karen Jespersen (V) soleklar.

- Der er naturligvis kvinder, som har sat sig spor og derfor kan være en inspirationskilde, når kommunalbestyrelserne skal finde på navne til nye veje. Som minister for ligestilling kan jeg kun opfordre til, at man kigger den vej, selv om det i sidste ende er et anliggende for den enkelte kommunalbestyrelse, siger hun.
/ritzau/

Har du et godt tip?

Aktuelle serier på Salto

Flere nyheder fra TV2 Nord