TV2 Nord

David Nielsen tilbage til Norge

David Nielsen skal de næste halvandet år tørne ud for Brann Bergen i Norge. Angriberen indgår i en byttehandel, der sender Njogu Demba-Nyrén til OB.

Så fandt han omsider en klub. Og som ventet fandt han den uden for Danmark. Fodboldspilleren David Nielsen var en glad mand, da det mandag blev offentliggjort, at han skifter fra OB til Brann Bergen i Norge på en kontrakt, der løber i halvandet år.

- Jeg har det ikke sådan, at nu kommer jeg endelig væk fra Danmark. Rent professionelt fungerer jeg bare bedst i Norge. Det er svært for mig at spille mit spil i Danmark. Jeg føler, at modstandere, publikum og dommere allerede har dømt frispark, inden jeg går ned i en tackling. Der er så mange ting forbundet med min person og spillestil, at jeg bliver nødt til lægge bånd
på mig selv. Jeg tænker alt for meget over, at jeg ikke må lave frispark, og derfor spiller jeg 20 procent under mit niveau, siger den 32-årige angriber til spn.dk.

David Nielsen fik for nylig en betinget fængselsdom, efter at han i sin bog "Sorte Svin" fortalte i detaljer om, hvordan han i begyndelsen af 2005 slog sin daværende holdkammerat i AaB Allan Gaarde ned under træningen.

Den megen omtale af bogen, hvor han også indrømmede, at han i sin tid gik på banen for AaB med hensigt at tabe en kamp med vilje, betød, at interessen fra danske klubber var stort set ikke-eksisterende.

- Jeg var forberedt på polemikken omkring bogen. Retssagen overraskede mig, men jeg føler mig stærk nok til at bære det, siger David Nielsen.

Danskerens kommende arbejdsgiver har kendskab til de mange sager om David Nielsen, men Brann er klar til at give David Nielsen chancen.

- I udgangspunktet havde vi ikke budt på David Nielsen, hvis ikke det havde været en del af en byttehandel med OB. Men vi synes, at han er en spændende spiller. Vi har fået mange referencer og har tjekket op på ham i Start og Strømsgodset, hvor han har spillet. De stiller sig vældigt positive til David som person, og i forhold til det sportslige ser vi på, at han scorede ni mål i sidste sæson for Strømsgodset, siger Bjørn Dahl, der er daglig leder i Brann, til Ritzaus Bureau.

Den korte kontraktlængde skyldes ikke David Nielsens
generalieblad, men mere hans alder, forklarer Bjørn Dahl, som understreger, at spilleren skal indordne sig for at kunne fungere i klubben.

- Vi kunne godt have undværet alt det med bogen, for vi er en klub, der er bygget op om nogle værdier. Det er vigtigt, at David affinder sig med vores regler, men det tror jeg heller ikke, at han får problemer med. Vi giver ham en chance for at vise, at han holder niveau sportsligt, og at han er den person, vi tror, han er, siger Bjørn Dahl.

David Nielsen indgår som en del af en byttehandel mellem OB og Brann, der sender den svensk-gambiske angriber Njogu Demba-Nyrén til Odense på en kontrakt frem til sommeren 2012.

- Vi arbejder altid på at forstærke truppen, og det har vi
gjort med købet af Demba-Nyrén. Vi har skærpet konkurrencen i forreste geled markant, og samtidig har vi sikret os en større bredde. Demba-Nyrén er en komplet angriber, der kan meget på egen hånd. Han har givet problemer for samtlige forsvar i SAS Ligaen, og han var en frygtet angriber i Esbjerg. Med sine 29 år står han foran de bedste fodboldår, og jeg er sikker på, at han bliver en stor gevinst for OB, siger direktør Kim Brink i en pressemeddelelse.

/ritzau/

Har du et godt tip?

Aktuelle serier på Salto

Flere nyheder fra TV2 Nord