TV2 Nord

Otte års fængsel til 17-årig for drab

En 17-årig grønlandsk født dreng fik lovens strengeste straf for dødeligt overfald forrige år i Aalborg på 85-årig kvinde.

Byretten i Aalborg lod tirsdag med en dom på otte års
ubetinget fængsel lovens tungeste hammer falde over en 17-årig grønlandsk født dreng, som i maj 2007 voldtog og dræbte den 85-årige Gerda Møller på Kastetvej i Aalborg.

Straffelovens bestemmelse om, at hans unge alder på
gerningstidspunktet netop ikke kan give en frihedsstraf på over otte år var den eneste formildende omstændighed, understregede dommer Ole Høyer, der selv kaldte straffen hård.

Han begrundede lovens strengeste straf med flere skærpende omstændigheder. Volden mod kvinden var særligt voldsom og ubegrundet. Kvinden var gammel og forsvarsløs. Og det var en særskilt krænkelse, at forbrydelsen foregik i hendes eget hjem.

Dommeren afviste krav fra den 17-åriges forsvarer om en ungdomssanktion med socialpædagogisk behandling i stedet for en regulær fængselsdom. Dommen fulgte hermed i et og alt anklagemyndighedens krav.

- Det er ganske svært at få øje på andet end skærpende
omstændigheder. Havde vi haft at gøre med en voksen mand, så var straffen blevet 12-14 år, sagde anklageren, Sonja Lyngsø, i sin procedure.

Den unge tiltalte stod ved en tidligere tilståelse og fremstod under hele retssagen brødebetynget.

- Jeg tror bare, at jeg havde det sådan, at jeg ville væk fra det hele, lød det nærmeste, den lille og spinkle 17-årige selv kom på en forklaring på sine handlinger i lavmælte og mumlende svar på spørgsmål fra anklageren og forsvareren.

Det fremgik af retsmødet, at han var belastet af en opvækst med vold i hjemmet og en alkoholiseret far, der droppede familien. Født og opvokset i Grønland var den dengang 15-årige dreng sendt til en institution i Dybvad, hvor han hadede at være og kun ønskede sig hjem fra. Normalt begavet i den nedre ende af skalaen, men ikke sindssyg - heller ikke i gerningsøjeblikket -
og derfor egnet til straf, lød udtalelsen fra Retslægerådet og psykiaterne.

Dagen for forbrydelsen var begyndt med, at han røg hash for derefter at drage til Aalborg med nogle pædagoger og andre elever. Her stak han af, drak to øl og det meste af en halv flaske Bacardirom. Og så fandt han på at hjemsøge Gerda Møllers bolig, som han kom forbi, for at få adgang til en telefon, så han kunne ringe hjem til Grønland. Da Gerda Møller bad ham
skrubbe af, slog og sparkede og voldtog han hende og tildelte hende 13 snitsår over hele kroppen med to knive, som han fandt i køkkenet. Kvinden døde af læsionerne og ved kvælning.

- Jeg tænkte meget på det. Jeg vidste, det var forkert. Og jeg kunne ikke forstå, at jeg havde gjort det, forklarede den 17-årige i byretten om tiden derefter, indtil han blev anholdt i Grønland for halvandet år siden.

Forsvareren, Nicholas Symes, plæderede forgæves for en mildere dom blandt andet med henvisning til, at den 17-årige under det seneste halvandet års varetægtsfængsling og under mentalundersøgelserne har udvist vilje og evne til forbedring.

Hverken voldtægt eller mord var noget planlagt, og forbrydelsen handlede ikke om penge. Det slog bare klik for ham, indvendte forsvareren som formildende omstændigheder.

- En djævel fór op i ham, men et egentligt ondt menneske er han ikke. Dér hvor han har været i varetægt, har man konstateret, at han er et ordentligt menneske, sagde forsvareren.

Han ankede dommen til Vestre Landsret for at få formildelse, helst i form af en ungdomssanktion med behandling eller som strafnedsættelse fra de otte års regulære fængsel.

Dommeren afviste udtrykkeligt beklagelser fra forsvareren om, at der er gået 17 måneder med at få den varetægtsfængslede dreng mentalundersøgt. Det kunne være gjort på seks uger, og hermed indskriver sagen sig en række krænkelser af menneskerettighederne fra den danske stats side, sagde forsvareren. Han har tidligere bebudet, at han vil stævne staten for Menneskerettighedsdomstolen i Strasbourg i den anledning.

Dommeren afviste et erstatningskrav fra kvindens to sønner på hver 100.000 kroner for tabet af moren. Kun børn og helt unge, som er økonomisk afhængige af deres forældres støtte, falder ind under den slags erstatningskrav, fastslog dommeren.

/ritzau/

Har du et godt tip?

Aktuelle serier på Salto

Flere nyheder fra TV2 Nord