TV2 Nord

David Nielsen accepterer voldsdom

Fodboldspilleren David Nielsen accepterer dommerens afgørelse og anker ikke sin voldsdom.

Fodboldspilleren meddeler til sporten.dk, at han accepterer sin voldsdom på 20 dages betinget fængsel. Tirsdag oplyste hans advokat ellers, at fodboldspilleren ville anke dommen til landsretten.

- Nyheden om, at jeg anker min dom, beror på en misforståelse af, at min advokat ikke har kunnet få fat på mig på grund af travlhed, siger David Nielsen.

Voldsdommen blev udløst af en fire år gammel episode, hvor David Nielsen slog sin daværende holdkammerat Allan Gaarde i AaB. Nordjyllands Politi indledte efterforskning i sagen på baggrund af David Nielsens egen beretning om episoden i selvbiografien "Sorte Svin".

- Med dommen er der endelig sat punktum i sagen, og man skal også huske at stå ved sine fejl, så i det lys er dommen måske fair nok, siger David Nielsen til sporten.dk.
/ritzau/

Har du et godt tip?

Aktuelle serier på Salto