TV2 Nord

Indbrud i tøjbutik for anden gang

For anden gang på bare tre uger har tøjbutikken Gate 36 i Adelgade i Hobro været udsat for indbrud.

Tøjbutikken Gate 36 må endnu engang have fat i glarmesteren, efter butikken i nat var udsat for indbrud for anden gang på bare tre uger.

Ukendte gerningsmænd knuste en rude med en betonsten klokken 00.30 og slap væk med flere forskellige trøjer fra butikken.

Sidste gang gik tyvene primært efter bukser, mens der ved nattens indbrud mest forsvandt bluser og trøjer fra herretøjsforretningen. Det er tøj fra populære mærker som Levi's, G-star, Jack & Jones og Björkvin, der er forsvundet sammen med tyvene.

Der er ingen overvågningskamera i butikken, og ingen vidner har tilsyneladende set eller hørt noget. Derfor står politiet ikke med ret mange spor efter gerningsmændene.

Men butikken har allerede taget konsekvensen af nattens indbrud.

- Det er da ikke sjovt med to indbrud inden for så kort tid. Derfor er vi netop nu i gang med at få sat et gitter op foran døren, så de ikke længere kan komme ind via en knust rude, siger butiksbestyrer Thomas Korsgaard til tv2nord.dk.

Har du et godt tip?

Aktuelle serier på Salto

Flere nyheder fra TV2 Nord