TV2 Nord

Tre soldater dræbt i trafikulykke

En 20-årig soldat fra Aalborg var iblandt de tre omkomne i en trafikulykke mandag morgen. Tre unge soldater døde.

Tre soldater mistede livet ved en trafikulykke på landevejen mellem Karup og Frederiks mandag morgen. Der er tale om 20-årige Daniel Wong fra Aalborg, 21-årige Morten Amtorp Hansen fra Vejle og 21-årige Morten Øster fra Samsø.

De tre unge konstabler kom sammen med en fjerde soldat kørende på Viborgvej, da en udenlandsk indregistreret VW Golf tilsyneladende lavede en hasarderet overhaling. Manøvren gjorde, at de fire soldater i deres Peugeot tørnede sammen med en anden personbil kort efter kl. halv syv om morgenen.

Politiet søger nu den udenlandske bil, der ifølge vicepolitikommissær Poul Østergaard formentlig er på litauiske plader.

Mange borgere landet over har siden omtalen af den tragiske ulykke henvendt sig med oplysninger om udenlandske biler, men ifølge vagtchefen ved Midt- og Vestjyllands Politi har alle de mistænkte kunnet redegøre tilfredsstillende for deres færden.

Den fjerde soldat i den forulykkede Peugeot slap fra ulykken med mindre kvæstelser og et kæbebrud, og også føreren af den anden implicerede bil slap med livet i behold.

De tre dræbte var tilknyttet Flyvestation Karup, hvor flaget mandagen igennem var på halv.

- Alle er dybt rystede og utroligt kede af det. Det er en
sørgelig nyhed, siger kommunikationsleder Jette Elkjær fra flyvestationen til eb.dk.

/ritzau/

Har du et godt tip?

Aktuelle serier på Salto

Flere nyheder fra TV2 Nord