TV2 Nord

Farlige miljøgifte i mange huse

Håndværkere er i fare, når de arbejder på nordjyske huske. I Nordjylland er der nemlig farlig miljø gift i mange huse

En farlig miljøgift findes i mange nordjyske huse og bygninger, og håndværkere og gør-det-selv-folk er - uden de ved det - i nærkontakt med den farlige miljøgift pcb. Det oplyser Nordjyllands Radio mandag.

- Vi har ikke hørt noget fra arbejdstilsynet i den forbindelse, siger afdelingsleder i byggefirmaet Hustømrerne i Aalborg, Michael Hansen, der derfor ikke har bedt sine folk tage særlige forholdsregler.

Det kan der ellers være god grund til. Miljøkontrollen i København har fundet farlige koncentrationer af pcb i både fuger omkring vinduer, mellem bygningselementer og i forseglingslim i termoruder, fortæller tilsynsførende Jonny Christensen.

Og pcb'en findes i større eller mindre omfang i op i mod halvdelen af alle bygninger fra 50'erne, 60'erne og 70'erne og i bygninger renoveret i den periode, anslår en af de førende eksperter på området, Niels Trap fra Golder Assoiates.

Oplysningerne får miljøkonsulent i Bat-Kartellet - Lars Vedsmand til at kræve hurtig handling af myndighederne:

- Hvis det viser sig at være et så stort problem, så haster det med at få lavet noget vejledning til firmaer og ansatte, der arbejder med det her, siger han.

Pcb er en miljøgift, der som dioxin og kviksølv ophobes i kroppen og blandt andet kan give misdannelser hos børn.

I Sverige og Norge stiller myndighederne krav om brug af heldragter og åndedrætsværn når pcb-holdige termoruder skiftes.

/ritzau/

Har du et godt tip?

Aktuelle serier på Salto