TV2 Nord

Sort arbejde stadig udbredt i Vendsyssel

SKAT i Hjørring kæmper stadig mod sort arbejde, primært i restaurationsbranchen.

Med ti tilfælde af uregelmæssigheder efter i alt 14 kontrolbesøg på forskellige restaurationer i Vendsyssel i 2008, er der al mulig grund til at fortsætte indsatsen mod virksomheder, der benytter sig af sort arbejdskraft.

- Det er meget bekymrende, at vi stadig kan konstatere så store problemer med registreringen af de ansatte, trods de sidste to års store fokus på problemerne med sort arbejde i restaurationsbranchen i vores område, siger afdelingsleder John Lundgaard Pedersen.

Ved kontrolbesøgene i 2008 blev der givet tre advarsler og fire pålæg om at føre logbog, hvor alle, der er på arbejde i virksomheden skal stå opført på ethvert tidspunkt.

I fem tilfælde har virksomhederne fået en bøde. Bøderne varierer mellem 5.500 kroner og 7.500 kroner afhængig af, om virksomheden tidligere er blevet taget i at benytte sig af sort arbejde.

- Det ser ud som om, disse virksomheder betragter bøderne som en driftsomkostning og at det fortsat er rentabelt for dem at anvende den sorte arbejdskraft, selv om der indimellem skal betales bøder, siger John Lundgaard Pedersen.

De ti virksomheder, der sidste år havde rod i papirerne, kan se frem til en nærmere gennemgang af deres regnskaber.

Har du et godt tip?

Aktuelle serier på Salto

Flere nyheder fra TV2 Nord