TV2 Nord

Sygehus Vendsyssel får sin egen professor

Overlæge Ulrik Baandrup skal fremover være professor på et nyt center for klinisk forskning på Sygehus Vendsyssel. Forhåbentlig kan det nye center være med til at tiltrække flere læger til regionen.

Det er ret usædvanligt, at et regionalt sygehus får sin egen professor, men ikke desto mindre er det virkeligheden for Sygehus Vendsyssel.

Det nye Center for Klinisk Forskning er et samarbejde mellem Sygehus Vendsyssel og det sundhedsvidenskabelige område på Aalborg Universitet.

Overlæge Ulrik Baandrup skal være professor på det nye center, og udnævnelsen skal gerne sætte gang i en positiv spiral, der forhåbentlig kan tiltrække flere læger til regionen.

- Det bliver så afgjort en styrke for Sygehus Vendsyssel at få sin egen professor i Ulrik Baandrup. Vi får mulighed for at sætte flere ph.d.-projekter i gang og forskningen får bedre vilkår, siger cheflæge Michael Andreassen fra Sygehus Vendsyssel.

- Udnævnelsen af en professor med meget omfattende erfaringer fra både ind- og udland stiller os stærkt, når vi skal ansøge om større forskningsprojekter. I forhold til vores ønske om at oprette en egentlig lægeuddannelse er dette et vigtigt fagligt skridt på vejen, forklarer prodekan Egon Toft fra Aalborg Universitet.

Lige for tiden er Ulrik Baandrup sammen med forskere og dyrlæger fra flere lande indblandet i et projekt, der undersøger giraffers hjerte-karsystem med forventning om at kunne overføre denne viden til arbejdet med mennesker med forhøjet blodtryk.

Har du et godt tip?

Aktuelle serier på Salto

Flere nyheder fra TV2 Nord