TV2 Nord

Dødsbrand kunne måske være undgået

Dødsbranden onsdag aften på et plejehjem i Strandby nord for Frederikshavn kunne måske have være undgået, hvis der havde været en røgalarm i den omkomne 83-årige kvindes lejlighed. Men røgalarmer på alle plejehjem er ikke et lovkrav.

Indsatsleder Bo Isaksen, Frederikshavn Brandvæsen, vurderer, at den ældre kvinde ville have haft bedre chancer for at overleve, hvis boligen havde været udstyret med en røgalarm direkte koblet op på plejepersonalets og brandvæsnets alarmer.

Plejehjemmets brandalarmer består af termodetektorer, som først lyder når temperaturen i rummet når omkring 60 grader - og ikke når det begynder at ryge.
Brandalarmeringsanlægget er godkendt efter gældende regler fra dengang for omkring 30 år siden, da plejehjemmet blev bygget, og myndighederne kan i dag ikke stille nye og skrappere krav om brandsikkerhed i et så gammelt byggeri.

Men man installerer ikke sådanne anlæg længere og i nybyggerier er alle brandalarmeringsanlæg røgfølsomme.

Brandsikkerheden på Plejehjemmet Strandgården er ifølge indsatsleder Bo Isaksen, Frederikshavn Brandvæsen, i orden, hvis man kigger på det rent lovmæssigt.

Alligevel vil han personligt ikke være tryg ved et brandalarmeringsanlæg som det, der er på Strandgården. Anlægget er bygget med termodetektorer som brandsikkerhed - et system som kun reagerer på pludselige høje temperaturer, og altså ikke reagerer eller udløser alarm ved røg.

- Der er en lang reaktionstid, fordi alarmen først går, når temperaturen når et godt stykke op, og det kan virke utrygt, og der er ingen tvivl om, at vil man sikre kommunens ældre bedst, sker det ikke ved et termodetektoranlæg - men med et røgfølsomtanlæg, siger Bo Isaksen.

Har du et godt tip?

Aktuelle serier på Salto

Flere nyheder fra TV2 Nord