TV2 Nord

Jonas på et år tilbudt VISA/Dankort

Foto: Arkiv

Spar Nord Bank, der overtog flere af Roskilde Banks kunder, har tilbudt en af dem et VISA/Dankort. Kunden er bare et år gammel.

Mens tusindvis af kunder må opleve at blive returneret til Roskilde Bank stemplet som dårlige kunder, forholder det sig ganske anderledes for et-årige Jonas Skov Arendorf fra Vindinge ved Roskilde. Han er nemlig tilbudt at blive Stjernekunde i Spar Nord efter den nordjyske bank har overtaget ham som kunde fra netop Roskilde Bank. Det skriver DAGBLADET Roskilde.I et brev i sidste uge skrev Spar Nord til den meget unge mand:

- Vi kan dog allerede nu løfte sløret for, at du bliver Stjernekunde, og at der giver dig »bløde« og kontante fordele som fx.: Gratis Netbank, gratis valutaveksling, gratis VISA/Dankort, MasterCard med forsikring til fordelagtige priser, tilbud på oplevelser og meget, meget mere. Kort fortalt har du noget at glæde dig
til.

Jonas Skov Arendorfs far, Christian, forklarer, at han er
glad på sin søns vegne.

- Det kan jo ligefrem være, at jeg kan låne lidt penge, siger Jonas' far med et smil og fortæller, at sønnen har omkring 500 kroner stående på sin konto. Hos Spar Nord forklarer direktør Stig Nelkop, at den nordjyske Bank har sendt det samme brev ud til alle de kunder, som banken har overtaget fra Roskilde Bank, og som ikke er blevet returneret. Alle kunder, som har fået lov at blive, er blevet Stjernekunder.

- Men en et-årig kan selvfølgelig ikke få et kreditkort, siger Stig Nelkop.

DAGBLADET har tidligere beskrevet, hvordan der har været kaos i forbindelse med håndteringen af de kunder, som er blevet returneret til Roskilde Bank af både Nordea, Spar Nord og Arbejdernes Landsbank, som har købt filialnettet af den kollapsede Roskilde Bank.

/ritzau/

Har du et godt tip?

Aktuelle serier på Salto

Flere nyheder fra TV2 Nord