TV2 Nord

EU-sag på vej for dårlig naturforvaltning ved Lille Vildmose

Lille Vildmose er et af landets mest enestående naturområder. Men Danmark overtræder EU's lovgivning om at beskytte naturen og sårbare dyr og planter, mener EU.

EU-Kommissionen har en retssag på vej mod den danske regering for dårlig forvaltning af den enestående natur i Lille Vildmose sydøst for Aalborg. Det meddeler kommissionen i et brev til regeringen den 29. januar.

Danmark overtræder både EU's direktiv om fuglebeskyttelse og direktivet om levesteder for sårbare dyr og planter, mener EU-Kommissionen. Det fremgår af den såkaldte åbningsskrivelse, som er første skridt hen imod en retssag ved EF-Domstolen.

Lille Vildmose rummer Vesteuropas største højmose og Danmarks bedste naturskov med en stor bestand af vildsvin og hjorte. Hertil kommer ét af landets tre par ynglende kongeørne.

Siden 1983 har Lille Vildmose været fuglebeskyttelsesområde i EU, og i 1998 blev området desuden udlagt som såkaldt habitatområde for sårbare dyr og planter.

I 2005 klagede Danmarks Naturfredningsforening til EU-Kommissionen over, at myndighederne fortsat tillader udvinding af spagnum i mosen. Det er den klage, kommissionen nu svarer på.

/ritzau/

Har du et godt tip?

Aktuelle serier på Salto

Flere nyheder fra TV2 Nord