TV2 Nord

Utilfredshed med eksklusion af motionsklub

Farsø Motionsklub er skuffet over eksklusionen fra DGI og kommunens SSP-koordinator mener ikke det er vejen frem, men DGI står fast.

DGI har ekskluderet Farsø Motionsklub, fordi 7 af klubbens medlemmer over de sidste 4 år er fanget med doping i kroppen ved tre forskellige kontroller.

- Vi er simpelthen nødt til at trække en grænse, siger Palle Fogh, Formand for DGI i Nordjylland.

I Farsø Motionsklub mener de at eksklusionen er helt forkert.

- Jeg er skuffet, for vi har næsten gjort alt det som DGI har bedt os om at rette, så vi ikke for dopingsynderne indenfor døren, siger Maibritt Svendsen, Formand for Farsø Motionsklub.

Hun støttes af SSP-Koordinatoren i Vesthimmerlands Kommune. Han mener ikke at eksklusionen kommer problemet til livs.

- Det er som at DGI vender det blinde øje til. Dialogen skal fortsætte, og så må man hjælpe Farsø Motionsklub endnu mere, siger Johnny Nielsen, SSP-Koordinator i Vesthimmerlands Kommune.

Palle Fogh afviser at DGI vender det blinde øje til. Han vil gerne sende et klart budskab til dopingmisbrugerne.

- Det er død og pine vigtigt, at de unge mennesker forstår vores budskab med eksklusionen, nemlig at Doping er usundt og livsfarligt, siger Palle Fogh.

Har du et godt tip?

Aktuelle serier på Salto