TV2 Nord

Få torsk smides ud

Forsøg med videoovervågning af seks fiskekuttere kan betyde, at fiskerne fremover får lov til at tage flere fisk med i land.

<b>Få smides overbord</b>
Fiskerne fanger kun få torsk, der er så små, at de bliver smidt ud igen. Det oplyser P4 Nordjylland.

<b>Snurrende videokameraer</b>
Sådan er det i hvert fald på de seks fiskefartøjer, som i et halvt år har haft snurrende videokameraer med ombord til søs. Heraf et fartøj fra Skagen og et fra Aalbæk.
Det har tidligere været fremme, at fiskerne smed en stor del af fangsten ud igen. Det dør de udsmidte fisk af.

<b>Små kvoter</b>
Fiskerne klagede over at kvoterne var små, og derfor ville fiskerne angiveligt kun have de største og mest værdifulde fisk med i land.
Men sådan har det altså ikke været på de seks kuttere, der har været overvåget med TV-kameraer.

- Når man fisker med store masker, så har der stort set ikke været noget udsmid, siger projektleder og fiskerikonsulent Jørgen Dalskov fra DTU Aqua.

Og det er ikke kun i det overvågede trawlfiskeri, at udsmidet har vist sig at være lille. Også i garnfiskeriet er kun få små fisk blevet smidt overbord og i hummerfiskeriet har udsmidet været som forventet.

<b>Positivt forsøg</b>
- Det ser meget positivt ud, siger Jørgen Dalskov.
Forsøgsprojektet er netop forlænget frem til juli, hvor der skal laves en rapport.

De medvirkende fiskere i forsøget får lov at tage flere fisk med i land. Og forventningen er, at det kan de og andre fiskere få lov til også fremover, når de kan dokumentere, at de kun smider få fisk overbord.

Har du et godt tip?

Aktuelle serier på Salto

Flere nyheder fra TV2 Nord