TV2 Nord

Aalborg får nyt teater

Næste år smelter to teatre sammen. Jako-Bole Teatret og Jomfru Ane Teatret bliver til Teater Nordkraft. De to teatre flytter sammen i nyindrettede lokaler i Nordkraft i Aalborg.

<b>Teater Nordkraft</b>
Et navn, der først og fremmest fortæller, hvor teatret har hjemme, men også beskriver, hvad teatret stiler efter; nemlig at repræsentere en særlig kraft, som skal komme børn, unge og voksne i hele Nordjylland til gode.

<b>Fanger byens puls</b>
Teater Nordkraft vil være byens teater, der fanger byens puls og er nærværende i byens liv. Således vil Teater Nordkraft blive et levende og dynamisk samlingspunkt. Et kulturelt krafthus, der skaber rum og plads til skarp, vedkommende og folkelig formidling.

Teater Nordkraft vil løfte og respektere den kunstneriske arv fra både Jako-Bole Teatret og Jomfru Ane Teatret. Det betyder, at Teater Nordkraft vil fortsætte de to teatres virke og fortsat producere teater af høj kunstnerisk kvalitet.

<b>Mere plads</b>
To bliver til en - med mere plads til udfoldelse!
Nordkraft kommer til at råde over to publikumssale og to prøvesale, hvilket betyder, at Teater Nordkraft bliver i stand til at producere og præsentere professionelle teateroplevelser spredt hen over dagen.

Teater Nordkraft vil indgå i et aktivt samspil med sit publikum, både det aktuelle og det potentielle, og vil til stadighed søge at bidrage med både overraskende og vedkommende udtryk.

<b>Kunstnerisk samarbejde</b>
Teater Nordkraft vil indgå i et godt kunstnerisk samarbejde med de øvrige institutioner i Nordkraft og vil ikke bare bidrage til at skabe nye kunstneriske udtryk på tværs af forskellige kunstarter, men også medvirke til at sikre Nordkrafts position som et kraftcenter med betydelig national og international effekt.

<b>Lederstillingen</b>
Stillingen som leder af Teater Nordkraft forventes opslået i slutningen af 2009 med tiltrædelse 1. august 2011.

Har du et godt tip?

Aktuelle serier på Salto

Flere nyheder fra TV2 Nord