TV2 Nord

AaB tror på sejr mod Deportivo

AaB har ikke spillet en betydende kamp siden kampen mod Manchester United 10. december. Alligevel er spillerne optimistiske før onsdagens UEFA Cup-kamp.

AaB træner igen på dansk græs efter træningsopholdet i Tyrkiet. De mange dage under varmere himmelstrøg har været god forberedelse for AaB.

- Vi er meget klar. Alle spillerne er i god form, og intensiteten i træningen peger hen imod, at vi er klar til de store kampe nu, siger Thomas Enevoldsen.

Deportivo la Coruña møder AaB med ni bertydende kampe i 2009 i benene, mens AaB blot har spillet fem træningskampe. Men resultaterne i de spaniernes seneste kampe har ikke været imponerende, og AaB'erne tror, de har gode muligheder i opgøret på ENENRGi Nord Arena.

- Vi skal stå kompakt defensivt, og så skal vi godt og hurtigt fremad, så vi kan straffe dem i omstillingsfasen. Hvis de stiller sig ned har vi også vist, at vi kan gå op og spille god, offensiv fodbold og skabe chancer.

Onsdagens kamp er den første af to i UEFA Cuppens sekstendedelsfinaler. Returopgøret spilles i Spanien 26. februar. AaB tror på muligheden for at gå videre samlet og dermed sikre flere europæiske kampe i foråret.

- Der er rigtig gode chancer. Vi har mødt Villarreal i Champions League, og de er et af de bedste hold i Spanien. Vi har spillet lige op med dem, så jeg forventer også vi kan spille lige op med Deportivo og forhåbentlig gå videre mod dem, siger Thomas Enevoldsen.

Han bakkes op af sin anfører, Thomas Augustinussen. Han mener, at et godt resultat hjemme er altafgørende for AaB's chancer for at gå videre.

- De kommer herop i kulden. Jeg tror, det bliver en meget lige kamp. Vi går efter at vinde, for vi skal også have et godt resultat for at have en mulighed i returkampen, siger Thomas Augustinussen.

Har du et godt tip?

Aktuelle serier på Salto