TV2 Nord

Talentcenter i Hjørring

Børne- og undervisningsudvalget i Hjørring sagde i dag ja til at gå videre med planerne om at skabe et Talentcenter Vendsyssel for børn og unge med særlige evner inden for blandt andet naturvidenskab, sprog, de merkantile fag og kreative fag som teater, m

Talentcentret bliver en udløber af et forsøg, Hjørring kommune det seneste år har kørt for 30 elever i en såkaldt talentklasse.
Eleverne er fra 8. og 9. klasserne og har søgt og siden udvalgt til at deltage i ekstraundervisning for at udfordre deres særlige talenter inden for det naturfaglige område. Undervisningen har fundet sted på Hjørring Gymnasium.
Nu udvides talentarbejdet til at omfatte flere spor. Samtidig bliver der plads til langt flere elever, ligesom en lang række andre uddannelsessteder bliver inddraget i undervisningen.
- Det var et enigt udvalg, der gav sin støtte til at gå videre med arbejdet - og planen er på sigt at få indarbejdet en sådan undervisning for elever med særlige talenter i folkeskolen, der jo skal rumme alle, siger formand for børne- og undervisningsudvalget i Hjørring, Ole Albæk (Lokallisten).
Der lægges politisk op til, at Talentcenter Vendsyssel støttes økonomisk af Hjørring kommune, men efter en startfase vil der blive tale om elevbetaling, ligesom erhvervsliv og fonde får mulighed for økonomisk at støtte talenterne i Vendsyssel.
Den tanke er langt fra fremmed for Spar Nord.
- Vi ser positivt på det, siger Ole Peter Christensen, direktør i Spar Nord og fortsætter:
- Vi støtter i forvejen blandt andet Aalborg Universitet og forskning, og vi tror på, at det er en vigtig ressource at støtte talentplejen på vidensområdet.
Det socialdemokratiske medlem af Hjørring Byråd, Niss Ribergaard, er bekymret
- Jeg er bange for at lave en opsplitning i folkeskolen. Jeg synes, det er vigtigt, der er plads til at alle - det er en af grundpillerne i vores samfund, siger Niss Ribergaard, der dog ikke vil afvise, at der skal gøres noget for de særligt talentfulde elever.
- Men jeg er kritisk over for et center, der på den måde hiver eleverne ud af folkeskolen, understreger han.
En af de skolefolk, der har været med til at starte talentklassen, er Henrik Frand-Madsen, som er skoleleder på Bindslev Skole. Han er ikke bekymret for at give elever med særlige evner udfordringer.
- Der tages ikke noget fra de elever, der har vanskeligheder ved at lære i dag, til gengæld ligger der penge fra ministerier til brug for f.eks. et talentcenter, siger han og tilføjer, at det er hans erfaring, at elever fra talentklasserne er et plus for hele skolen og klassekammeraterne.
- De giver noget tilbage, får de andre til at se at der er flere måder at løse en opgave på, og de gør det legitimt og in at lære noget i skolen, siger Henrik Frand-Madsen.
Talentcentret går nu videre i det politiske system - og der ventes, at centret allerede efter sommerferien kan komme i gang. Omkring 16 interesserede elever har henvendt sig.

Har du et godt tip?

Aktuelle serier på Salto

Flere nyheder fra TV2 Nord