TV2 Nord

FC Hjørring mangler penge

Sponsorerne har svigtet FC Hjørring i de dårlige finansielle tider. Måske skal spillerne gå ned i løn.

Den globale finanskrise har for længst haft sin indtog i sportens verden. Nu er den nået til fodboldholdet FC Hjørring.

Bestyrelsen har svært ved at få sponsorkroner i kassen, til et i forvejen trængt bundhold i 2. Division Vest:

- Vi kan ikke lyve os fra, at det er blevet sværere. Indtægterne er faldet drastisk og hurtigt, og vi kan ikke holde omkostningerne nede i det samme tempo, fortæller FC Hjørrings formand Lars Jensen.

Krisen kradser så meget, at bestyrelsen også har haft fat i spillertruppen. Den udgør nemlig en tung del af budgettet. Måske kan det ende i at spillerlønningerne skal ned.

- Det er klart det er mulighed. Vi er i dialog med spillerne omkring situationen, og vi arbejder på at vi kan finde en løsning i fællesskab, siger Lars Jensen.

TV2NORD forsøgte i dag at få en kommentar fra spillerne via spillertalsmanden Lasse Borg, men spillerne har valgt at forholde sig tavse, indtil der eventuelt er fundet en løsning.

Har du et godt tip?

Aktuelle serier på Salto

Flere nyheder fra TV2 Nord