TV2 Nord

Løkken Sparekasse overgår til staten

Løkken Sparekasse har tabt på især store ejendomsprojekter. En fusion er udelukket og derfor går sparekassen til staten.

<b>Staten holder hånder under</b>
Løkken Sparekasse har indgået en rammeaftale med det statslige selskab Finansiel Stabilitet, der nu holder hånden under sparekassen. Alle indlån og andre simple fordringer er dækket af den statslige garantiordning, mens sparekassens garantikapital må anses for tabt, oplyser Løkken Sparekasse.

<b>Ingen fusionspartner</b>
Sparekasse har ledt efter en fusionspartner, men det er ikke lykkedes. Og da sparekassen ikke længere overholder kravet til solvens, er der indgået en rammeaftale med Finansiel Stabilitet.

<b>Datterselskab stiftes</b>
Bestyrelsen i Løkken Sparekasse har underskrevet en betinget overdragelsesaftale med Finansiel Stabilitet, som indebærer, at Finansiel Stabilitet stifter et datterselskab, hvortil samtlige sparekassens aktiver og passiver overdrages - bortset fra garantikapitalen på 170 millioner kroner.

- Vi har arbejdet hårdt på at finde en løsning, som betød, at garanternes penge ikke blev tabt, men det er desværre ikke lykkedes. Jeg er ked af, at vi ikke har kunnet finde en fusionspartner, og derfor har vi ikke anden mulighed end at komme ind under Finansiel Stabilitet. Jeg skal ikke lægge skjul på, at det er en meget beklagelig og kedelig afslutning på Løkken Sparekasses lange historie, siger Poul Sørensen, bestyrelsesformand i Løkken Sparekasse.

<b>Godkendelse af Finanstilsynet</b>
Aftalen mellem Løkken Sparekasse og Finansiel Stabilitet er betinget af Finanstilsynets godkendelse.

<b>Statslig garantiordning</b>
Da Løkken Sparekasse er medlem af Det private Beredskab, er sparekassen dækket af den statslige garantiordning, og alle indlån og andre simple fordringer er dermed fuldt ud dækket.
Det betyder, at alle privatkunder, erhvervskunder samt finansielle kreditorer har fuld sikkerhed for deres tilgodehavender - bortset fra garantikapitalen.

- I Finansiel Stabilitet håber vi at finde en løsning, som kan sikre, at kunderne i Løkken Sparekasse også fremover kan få en god betjening. Til gengæld må vi se i øjnene, at garanterne sandsynligvis har tabt deres penge. I Finansiel Stabilitet vil vi nu foretage en nærmere vurdering af det tilbud, som vi allerede har modtaget. Samtidig håber vi på at opnå yderligere tilbud fra andre interesserede, siger Henning Kruse Petersen, bestyrelsesformand i Finansiel Stabilitet.
/ritzau/

Har du et godt tip?

Aktuelle serier på Salto