TV2 Nord

Drop nerve- og sovemedicinen

Frederikshavn Kommune har danmarksrekord i brugen af stærkt vanedannende sove- og nervemedicin. Det skal der nu gøres noget alvorligt ved

Borgerne i Frederikshavn Kommune er de, der i hele Danmark tager flest af de såkaldte benzodiazepiner, der er sove- og beroligende medicin. En kedelig rekord, men nu har man sat sig for at forbruget skal bringes væsentligt ned.

- Erfaringer fra Thyborøn viser, at det er muligt at nedbringe forbruget med 50 procent bare på et år. Så der er rigtig meget at vinde, siger afdelingsleder Birgitte Kvist, Sundhedsfremme og Forebyggelse i Frederikshavn Kommune, til TV2/NORD.

I dag bruger omkring 1.000 ud af de 60.000 borgere i Frederikshavn Kommune benzodiazepiner. Men en oplysningskampagne som blandt andre kommunen og de praktiserende læger er med i, skal få gjort langt færre afhængige af den stærkt vanedannende medicin med bivirkninger som svimmelhed, hukommelsesbesvær, angst, svedture og nedsat reaktionsevne, som kan gøre det farligt at køre bil.

Benzodiazepiner er kun beregnet til at bruge i få dage i akutte krisesituationer. Så fremover bliver det blandt andet sådan, at man hver eneste gang skal møde personlig op hos lægen for at få en recept.

En tommelfingerregel i lægeverdenen siger, at det tager en måned for hvert år man har taget benzodiazepiner. At droppe pillerne fra den ene dag til den anden kan udløse voldsomme krampeanfald.

Antidepressiv medicin - eller lykkepiller - er ikke benzodiazepiner.

Har du et godt tip?

Aktuelle serier på Salto

Flere nyheder fra TV2 Nord