TV2 Nord

Domme jævnet ud i Mors-sag

Sagen om den grusomme mishandling af en 36-årig kvinde fra Mors endte med fængsel til fem tiltalte, mens den sidste skal anbringes på institution.

Ganske som ventet udjævnede Vestre Landsret torsdag forskellene på de domme, som de seks dømte i den alvorlige sag om mishandling fra Mors tidligere havde fået ved byretten.

Landsretten gjorde allerede onsdag ved afgørelsen om skyldsspørgsmålet det klart, at alle seks tiltalte var fælles om at have gennembanket og mishandlet en 36-årig kvinde fra Sejerslev på Mors. Hun blev i september 2007 blev efterladt nøgen og hjælpeløs på en grusvej ved Sallingsund.

De blev alle frifundet for drabsforsøg, men dømt for grov vold under særdeles skærpende omstændigheder og med alvorlige følger for den forurettede. Hun sidder i dag på plejehjem.

De to hovedmænd i mishandlingen, Ivan Rune Frank på 31 år, og 32-årige Jolanda Bakker fik hver syv års fængsel. For den førstnævnte var det en lempelse på et år i forhold til byretten.

Et krav om udvisning til Holland for Jolanda Bakker blev også af landsretten afvist af hensyn til hendes mindreårige børn.

To kvinder, den kun 21-årige Carina Wulffeld Jensen og den 46-årige Marianne Britt Madsen, fik hver skærpet deres domme med et år til henholdsvis tre og fem års fængsel, mens fængselstraffen over den 28-årige Brian Carlo Frank på fire år blev stadfæstet.

Landsretten stadfæstede også, at en 43-årig mand skal anbringes i institution for personer med vidtgående psykiske handicap uden at der er sat tid på længden af opholdet.

Alle de dømte og den forurettede boede i Sejerslev på den sydlige del af Mors.

/ritzau/

Har du et godt tip?

Aktuelle serier på Salto