TV2 Nord

Han Herred Havbåde reddet

Støtte på i alt 23 millioner kroner fra tre fonde redder projektet med bygning af havbåde ved Slettestrand, der har været i økonomiske problemer siden ebh-fondens kollaps.

Kystkulturcentret skal ligge på Slettestrand, på selv samme sted, hvor fiskere i århundreder har trukket deres klinkbyggede fartøjer op på stranden og dermed lagt grunden til den særlige kystkultur.

Den klinkbyggede båd er et helt centralt kulturelement inden for den nordiske søfartshistorie. Siden vikingetiden har den nordiske, klinkbyggede båd fejret triumfer som et unikt og enestående sødygtigt fartøj. Netop vikingernes klinkbyggede skibe opfattes i dag som baggrunden for, at vikingerne kunne rejse i det meste af Europa og helt til Amerika for tusind år siden.

Med etableringen af Kystkulturcenteret bevares klinkbygningskunsten og vil dermed fortsat bidrage til lokalområdets økonomiske og kulturelle liv.

<b>Håndværk ved at uddø</b>
Det midlertidige bådebyggeri i den gamle redningsstation er udgangspunktet for Kystkulturcenteret. Her har man allerede i et år kunnet opleve Danmarks sidste havbådebygger udøve sit håndværk. Der vil nu blive udvidet med oplæring af lærlinge, der kan vedligeholde og reparere de lokale kystfiskeres både, samt bygning af nye havbåde, som kan sejle ud med turister og skoleklasser på tur.

- Allerede denne sommer vil man kunne følge bygning af en havbåd. Til næste år vil det nye bådebyggeri være i fuld sving og to både sejle ud fra Slettestrand, fortæller Thomas Højrup, der er formand for Han Herred Havbåde.

<b>Kystkultur og friluftsliv til glæde for alle</b>
Kystkulturcenteret får en flåde af restaurerede og nybyggede havbåde - alle af forskellig slags og beregnet til en bred vifte af formål.

De tre fonde, der støtter etableringen af kystkulturcentret, er A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til Almene Formaal, Nordea-fonden og Realdania. Endvidere støttes projektet af Vækstforum Nordjylland og Jammerbugt Kommune. Derudover er flere delaktiviteter støttet af en række fonde og sponsorer.

Har du et godt tip?

Aktuelle serier på Salto

Flere nyheder fra TV2 Nord