TV2 Nord

Kritiske arbejdsforhold på sygehusafdeling

Bioanalytikere på Aalborg Sygehus er voldsomt utilfredse med deres arbejdsforhold. De er blandt andet præget af overfyldte rum og utætte vinduer.

Klinisk Mikrobiologisk Afdeling hører hjemme i en sort
træbarak ved siden af sygehuset. Barakken var oprindeligt bare en midlertidig løsning. Men sygehusets bioanalytikere har holdt til her i over 20 år.

Og arbejdspladsen er langt fra brugbar i år 2009, mener de ansatte.

- Man bliver stresset og man bliver træt, siger Else Gramkow.

Hun er sammen med fem andre stuvet ind i et lille rum, så der er larm og dårlig plads at bevæge sig rundt på.

I andre lokaler trækker det så meget ind af vinduerne, at de ansatte har været nødt til at klistre dem til med gaffa-tape.

De dårlige arbejdsforhold bekymrer den ledende overlæge Birgitte Korsager. Hun er bange for, at hendes kolleger bliver smittet med farlige bakterier:

- Når vi arbejder under de her forhold, er der en risiko for det, siger Birgitte Korsager.

Sygehusdirektør Jens Ole Skov forstår godt de ansattes
frustration. Han mener heller ikke, at forholdene er
tidssvarende.

Derfor arbejder han og resten af sygehusledelsen på at finde nye lokaler til de ansatte. De kommer dog ikke til at flytte før i starten af år 2011.

/ritzau/

Har du et godt tip?

Aktuelle serier på Salto

Flere nyheder fra TV2 Nord