TV2 Nord

Filmoptagelser ved Svinkløv

01:45

Foto: Christian French

1 af 2

Folkene bag TV2s nye dramaserie "Badehotellet", er i disse dage på optagelse ved Svinkløv.

I disse dage er scenen bogstaveligt talt sat på stranden ved Svinkløv. Holdet bag "Badehotellet", en ny dramaserie, som SF Film producerer til TV2, er på optagelse.

- Serien handler om folk, som dybest set har det godt og er på ferie. Vi elsker jo alle sammen, at når vi skal på ferie, er det for at spise og drikke. Den her serie handler om det! Den handler ikke om død og ødelæggelse, den handler om "the good life," siger skuespiller Lars Ranthe, som medvirker i serien.

Serien udspiller sig omkring et nordjysk badehotel i begyndelsen af 1930'erne og har en lang række danske skuespillere på rollelisten. Blandt andre Amalie Dollerup, Anne Louise Hassing, Lars Ranthe, Ole Thestrup, Bodil Jørgensen og Waage Sandø.

- Man møder de her rige folk, som tager afsted på badehotel og så ser man samtidig historien fra de ansatte, de lokales, side, fortæller Lars Ranthe.

Mens store dele af serien bliver optaget i studier i København, bliver mange af de udendørs scener optaget på locations i Nordjylland, hvilket langtfra er tilfældigt.

- Vi synes simpelthen, det var det smukkeste sted. Vi har kørt op og ned af kysten mange gange, og da vi stod her, var der ingen tvivl, siger Michael Frandsen, producent på "Badehotellet".

Ugens optagelser ved Svinkløv er den første af i alt tre ture, som produktionsholdet tager til Nordjylland, inden alle scener til seriens første seks afsnit er optaget. Serien forventes at løbe over skærmen for første gang i foråret 2014.

Har du et godt tip?

Aktuelle serier på Salto

Flere nyheder fra TV2 Nord