Hobro forlænger med profil

Superligaaspiranterne har netop forlænget kontrakten med midtbanespilleren Mads Jessen.

Den 21. marts fløjtes anden halvdel af sæsonen 2013/2014 i gang i 1. division, og topholdet Hobro er lige nu i gang med at sikre truppen til de sidste 15 kampe - og kampen om oprykning til Superligaen.

Med dagens kontraktforlængelse med Mads Jessen har klubben fået en del af forberedelserne på plads.

24-årige Mads Jessen kom til Hobro IK fra divisionskollegerne Vendsyssel FF i sommeren 2013. Før den tid havde han i perioden fra 2007 til 2012 optrådt 53 gange for SønderjyskE i Superligaen, hvor han nåede at score tre mål. Hos Hobro har Mads Jessen indtil videre spillet 18 kampe i NordicBet Ligaen, hvor det er blevet til fem mål og tre målgivende afleveringer.

- Mads Jessen har været en væsentlig del af vores offensiv i efteråret, hvor han fungerer som en typisk mellemrumsspiller på 10?er positionen. Han er samtidig en taktisk klog fodboldspiller, der kommer mange meter rundt på banen, og han er derfor meget vigtig for vores flydende spil. Vi er derfor stolte og glade over at have sikret os Mads Jensen frem til sommeren 2015, siger sportschef Jens Hammer Sørensen i pressemeddelese.

- Det er gået over forventning, siden jeg kom til Hobro. Jeg vil selvfølgelig gerne fortsætte i klubben - kig bare på tabellen, så er begrundelsen der. Jeg vil gerne spille i Superligaen igen, og det er en af grundene til, at jeg bliver i Hobro. Jeg tror, at missionen vil lykkes, uddyber Mads Jessen.


Seneste nyt

fra Nordjylland