Skagen hitter

Skagen er uden sammenligning den mest attraktive kystby i landet. Det viser en ny analyse fra Epinion. Godt 2000 danske og udenlandske turister er blevet spurgt, og alle placerer Skagen på toppen over 18 andre danske kystbyer.

Det er danske, svenske, norske og tyske turister, der er blevet spurgt i analysen, og fælles for dem er, at de mener, Skagen er bedre som kystferieby end for eksempel Løkken, Ebeltoft, Svendborg, Marielyst, Blokhus, Gilleleje og Humlebæk.

Analysen viser, at det er danskerne, der er mest vilde med de danske kystferiebyer, og danskerne tiltrækkes af frisk luft, strande og smuk natur, mens det for nordmændene er vigtigt at kunne nyde lokale fødevarer. Svenskerne lægger vægt på at kunne bade i havet, og tyskerne sætter pris på vandaktiviteter.

Og fælles for turister, uanset hvor i verden man kommer fra, så er vejret afgørende for om, man synes turiststedet er godt.

- Analysen giver os interessant ny viden om vores målgrupper, om opfattelsen af kystbyproduktet og ikke mindst om de enkelte kystbyers udfordringer og styrker. Det er et væsentligt bidrag til kystbyernes arbejde med konceptudvikling i fremtiden og et vigtigt redskab til at måle indsatsen af arbejdet på destinationerne i de kommende år, fortæller Ove Knudsen, udviklingschef hos VisitNordjylland.


Seneste nyt

fra Nordjylland