Min Voksne Ven: - Maria er en del af familien

Maria og Lene er blevet venner gennem foreningen Børns Voksenvenner. Maria skulle have en voksenven, så hun kunne lære endnu mere dansk kultur.

I fem år har Maria Paramasivan Pillai og Lene Klitgaard Kristensen kendt hinanden. Maria er 12 år og Lene er 34 år.

- Hun er god at være sammen med. Vi er en helt masse forskellige steder henne, og jeg lærer noget nyt. Jeg synes, hun er rigtig god at være sammen med, siger Maria Paramasivan Pillai.

Maria og Lene's venskab startede i foreningen Børns Voksenvenner, der skaber venskaber til børn og unge med spinkle eller svære familieforhold.

- Siden starten har Maria egentlig bare indgået i vores lille familie. Hun er bare en naturlig del af vores hverdag. Og en gang imellem laver vi så nogle ekstra ting, så tager Maria og jeg på tøsetur eller i biografen, siger Lene Klitgaard Kristensen.

Maria bor alene med sin mor. Derhjemme er både kultur og sprog indisk, og netop derfor ville Marias mor gerne have, at Maria skulle have en voksenven, så hun kunne lære den danske kultur bedre at kende.

For Lenes vedkommende, var hun lige blevet færdig med sin uddannelse og havde lyst til at lave frivilligt arbejde, og valget faldt på Børns Voksenvenner - og det viste sig at være et godt valg, for de to har fået sig et godt venskab.

- Maria er en del af familien. Det er hun helt sikkert. Det nyder vi allesammen, og det kan jeg også mærke på Maria, at hun gør, og når hun tegner en tegning, så tegner hun os allesammen som en familie, og når vi sender postkort ud, så sender vi selvfølgelig også et til Maria og køber en lille ting til hende, siger Lene Klitgaard Kristensen.

I tre afsnit følger TV2 Nord tre venskaber skabt af Børns Voksenvenner. I andet afsnit møder vi Maria og Lene. Se andet afsnit over artiklen.

Første afsnit i serien kan ses her: Min Voksne Ven: Sander og Poul


Seneste nyt

fra Nordjylland