150 år siden: De faldne ved Lundby mindes

Torsdag er det præcis 150 år siden, at danske soldater faldt syd for Aalborg i Træfningen ved Lundby.

For 150 år siden udspillede det allersidste slag i den 2. slesvigske krig sig på nordjysk grund, da danske soldater led et stort nederlag til preusserne ved Træfningen ved Lundby. Det blev mindet med en genopførelse af slaget og kransenedlæggelse ved slagmarken i Lundby.

Efter at preusserne havde stormet Dybbøl og erobret Als i krigen i 1864, fulgte den preussiske hær efter den danske, der var på tilbagetog op gennem Jylland, og tidligt om morgenen 3. juli 1864, besluttede et dansk kompagni at indlede et angreb på preusserne, som var set ved Lundby.

Men de fremadstormende danske styrker blev ofre for preussisk geværild, og mere end tyve døde med det samme på slagmarken, mens flere døde af deres skader senere, og mange blev taget til fange.

Preusserne fik tre mand såret i angrebet.

Træfningen ved Lundby er blevet markeret på årsdagen de sidste 50 års, og i år var første gang, selve slaget blev genopført på samme kampplads som begivenhederne udspillede sig på for 150 år siden.


Seneste nyt

fra Nordjylland