'500 kroner for at skyde en sæl': Men EU siger nej

Der er for mange sæler i de danske farvande. EU står i vejen for regulering, lyder det fra politiker.

Sælerne stjæler de fisk, som fiskerne skal leve af. 

Sådan lyder det samstemmende fra erhvervsfiskere og politikere, efter TV2 Nord har fortalt, at bestanden af stenbidere i de danske farvande er lavere end nogensinde før. 

En af årsagerne er den store stigning af sæler, lyder det blandt andre fra erhvervsfisker René Hansen, der fisker stenbiderogn.

- Der skal simpelten bare reguleres. Lad os sige 500 kroner per sæl, og det skal bare ud til alle jægerne. Så kan vi få gjort noget ved det, foreslår René Hansen, der bakkes op af folketingspolitiker Per Larsen (K).

Erhvervsfisker René Hansen er en af dem, der mener, at sælerne skal skydes for at regulere bestanden af både sæler og stenbidere.
Erhvervsfisker René Hansen er en af dem, der mener, at sælerne skal skydes for at regulere bestanden af både sæler og stenbidere.

Og nu melder endnu en politiker sig i koret af mennesker, der mener, at sælerne skal skydes.

- Der er blevet alt for mange sæler i Danmark. Derfor skal vi kigge på, hvordan vi kan regulere dem, lyder det fra folketingsmedlem Bjarne Laustsen (S).

For sælerne har tidligere været udrydningstruede, men efter de blev fredet, er bestanden af sæler i de danske farvande vokset kraftigt. Fredningen betyder også, at man ikke må regulere bestanden af sæler i Danmark ved at skyde dem.

EU i vejen

Men det er egentligt EU-lovgivningen, som der skal arbejdes med, hvis det skal blive muligt.. 

Og derfor er det ifølge Bjarne Laustsen (S) ikke bare sådan at ændre på. 

- Sagen er den, at sælen bliver født et sted, vokser op et andet og mæsker sig i vores fisk. Derfor er den ikke et stort problem for andre EU-lande, som den er for danske fiskere, siger Bjarne Laustsen og fortsætter: 

- Den mest effektive måde er at skyde de sæler, man ønsker at tage ud. På samme måde, som man regulerer jagten i Rold Skov eller andre steder i landet, hvor man regulerer vildt, for at have en sund og levedygtig bestand, påpeger han. 

Den store sælbestand betyder naturligvis også, at flere fisk bliver spist. Men for fiskerne betyder det, at de nu spiser flere, end de må have kvoter for. 

Konsekvensen er, at nogle af fiskebestandene - blandt andet stenbider - ender så langt nede, at hvis ikke sælbestanden reguleres, så får de aldrig mulighed for at vokse sig store igen, lyder det. 

Men hvornår en løsning, der måske kan sikre fiskerne deres levebrød, kan folketingsmedlemmet ikke svare på. 

Han håber dog, at det snart bliver en realitet. 

- Vi skal simpelthen sørge for, at bestandene matcher hinanden, lyder det fra Bjarne Laustsen (S). 


Seneste nyt

fra Nordjylland