55-årig tiltalt for at kvæle storebror med kartofler

Tirsdag skal en 55-årig mand for Retten i Hjørring, hvor han er tiltalt for at have slået sin bror ihjel med slag og kartofler.

Drabet skete den 13. november 2014 ved 21-tiden ved Ingstrup ud for Løkken, hvor han kom at slås med sin bror. Broren er dræbt ved kvælning efter at have fået proppet kartofler ned i halsen og slag mod hovedet.

Efter et grundlovsforhør ved Retten i Hjørring i november blev den dengang 54-årige mand fra Ingstrup ved Løkken varetægtsfængslet. Manden blev sigtet for at have slået sin tre år ældre bror ihjel.

Meget tyder på, at det var kulminationen på længere tids uenighed mellem de to brødre, der var årsagen til, at de kom op at slå ved 20-tiden den pågældende aften.

Den ældre bror var blevet fyret fra sit arbejde få måneder forinden. Naboerne havde tidligere oplevet, at brødrene kunne blive ubehaglige overfor hinanden men slet ikke i en grad, der kunne medføre vold.

Storebroren var invalidepensionist, og sigtelsen lød ifølge anklager Susanne Hansen fra Nordjyllands Politi på, at lillebroren proppede kartofler i halsen på sin bror, hvorefter han tog halsgreb på ham, den afdøde var desuden offer for stump vold mod hals og hoved.

Brødrene var flyttet sammen år i forvejen efter forliste ægteskaber og parforhold.

Det efterfølgende grundlovsforhør blev afholdt for lukkede døre, og lillebroren nægtede sig skyldig.

Den 55-årige er ifølge anklageskriftet tiltalt for manddrab på sin storebror ved kvælning i kombination med indre spærring af luftvejene med kartofler og stump vold mod hals og hoved.

Se TV-indslaget fra november 2014 herunder.


Seneste nyt

fra Nordjylland