Aalborg Pirates fyrer alle ansatte

Den aalborgensiske ishockeyklub Aalborg Pirates er så økonomisk presset, at alle ansatte, fra direktør til kontorpersonale, er blevet opsagt ved afslutningen af denne sæson.

- Det her er et drama, og det er så alvorligt, som det overhovedet kan blive.

Så klar er udmeldingen fra bestyrelsesformand i Aalborg Pirates, Morten Fals, da TV2/Nord spørg til klubbens økonomiske situation.

Inden tirsdagens hjemmekamp mod Esbjerg var der indkaldt til en redningsaktion fra Aalborg Pirates bestyrelse, der ligeledes havde lokket en masse ishockey-fans i Gigantium med fri entre.

Den økonomiske krise kradser så meget i den aalborgensiske hockeyklub, at klubben har valgt en drastisk beslutning.

- Vi har ved at fyre alle vist rettidig omhu, for vi har ikke pengene. Tilbage i november var vi rimelig optimistiske, da vi havde tilsagn fra flere sponsorer, men da det nye år begyndte faldt de fra en efter en. Derfor råbte vi vagt i gevær og opsagde personalet, siger Morten Fals.

Aalborg Pirates indrømmer, at man længe har halset efter økonomisk, da bestyrelsen ikke har haft held med flere initiativer. Situationen er nu så alvorlig, at selv små beløb er meget velkommen.

- Jeg opfordrer alle til at bidrage økonomisk med det, man kan, hvis man fortsat ønsker elite ishockey i Aalborg, siger Morten Fals.

Aalborg Pirates mangler mellem tre og fire millioner kroner.


Seneste nyt

fra Nordjylland