Allan Olsen får Ordkraft-Prisen

Når den store ord-og litteraturfestival Ordkraft åbner den 18. april i Kedelhallen på Kulturcenter Nordkraft i Aalborg, så vil det bl.a. ske med overrækkelsen af Ordkraft-prisen. Og den tilfalder i år sangeren og sangskriveren Allan Olsen fra Frederikshavn.

Allan Olsen får prisen for gennem sin efterhånden lange karriere at have brugt det danske sprog på en underfundig, fornyende og poetisk måde - og for i sine sange at fortælle om livet, sådan som det leves udenfor storbyernes og caféernes spotlight. For sin altid solidarisk skildring af hverdagen i det andre med udpræget mangel på indføling kalder Udkants-Danmark eller den rådne banan.

Allan Olsen er aktuel med den stærkt anmelderroste CD "Jøwt", der indtil videre kun kan købes i Oles CD Bar i Frederikshavn eller hos Spar-købmænd nord for Limfjorden - Allan Olsens egen finurlige måde at sende en hilsen til resten af Danmark på.

Komiteen bag Ordkraft-prisen besluttede at Allan Olsen skulle have den længe inden "Jøwt" var færdig. Så prisen tildeles altså ikke kun for denne ene plade, men for hele produktionen og de talrige koncerter, som Allan Olsen i en lang årrække har givet overalt i landet - lige fra de større og kendte scener til de ydmyge spillesteder, han netop nu gæster på den igangværende turné.

Prisen overrækkes af direktør Ernst Trillingsgaard fra AKKC, der er medlem af Ordkrafts bestyrelse, i forbindelse med kulturminister Marianne Jelveds åbning af festivalen den 18. april kl. 14.00.


Seneste nyt

fra Nordjylland